Der er brug for en uvildig rapport, som én gang for alle fastlægger, hvor meget forskellige store køretøjer slider på landets veje.

Det skriver transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) til transportminister Magnus Heunicke (S) i en åbent brev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som bekendt har vi tidligere drøftet behovet for, at moderne landbrugsredskaber har mulighed for at køre fra mark til mark på det offentlige vejnet. En helt nødvendig strukturudvikling i landbruget har afstedkommet, at den enkelte landbrugsbedrift i dag er langt større end tidligere. Tilsvarende er markerne blevet meget større - det samme gælder afstanden mellem dem., starter brevet.

- Imidlertid er reglerne for kørsel på offentlig vej med landbrugsredskaber ikke fulgt med denne udvikling, skriver Kristian Pihl Lorentzen.

Ny rapport

Ifølge Kristian Pihl Lorentzen findes der allerede rapporter om emnet, men de indeholder modsatrettede konklusioner.

- På denne baggrund vil jeg hermed foreslå, at du via Trafikstyrelsen iværksætter snarlig udarbejdelse af en uvildig rapport, der med forsøg og fakta dokumenterer, hvor meget de enkelte typer af store moderne landbrugsredskaber egentligt trykker og slider på vejene. Herunder er det interessant, hvor meget for eksempel en gyllevogn med meget store dæk samt køretøjer med bælter reelt trykker pr. cm2 i forhold til en lastvogn.

- Rapporten kan danne grundlag for fælles landsdækkende regler, der gør det muligt at køre lovligt med moderne landbrugsredskaber i alle kommuner uden behov for lokalt udstedte dispensationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med henblik på at sikre en velfunderet rapport vil jeg foreslå, at landbrugets organisationer, KL og Asfaltindustrien inddrages i arbejdet,

Vi har travlt

Brevet slutter med at minde ministeren om, at det gerne må gå lidt hurtigt.

- Afslutningsvis vil jeg udtrykke håb om, at du snarest vil iværksætte dette forslag, så resultatet kan komme til at indgå i en snarlig lov- og regelændring på området. Vi er nødt til at sikre de transportmæssige rammevilkår for et effektivt landbrugserhverv samtidig med at vi værner om vore veje. Det er min overbevisning, at disse to hensyn - i lyset af de rådige moderne maskiner med store dæk og gummibælter - sagtens kan forenes med en lempelse af de nuværende restriktive regler.