På Landbrug & Fødevarers delegeretmøde uddeler Videncenteret for Landbrug hvert år arbejdsmiljøprisen, som går til en landmand, der gør en særlig indsats for det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. I år går prisen til I/S Ravninggård ved Ribe. En vigtig ingrediens i gårdens hverdag er hang til orden og ryddelighed.

- Det har altid været vigtigt for os at have en sikker arbejdsplads for os selv og medarbejderne. Vi har fire børn, og det skal også være trygt for dem og deres venner, når de er her. Og så er vi ordensmennesker. Vi vil have det ryddeligt, fordi det er rarest og mest effektivt at arbejde, når der er ryddet ordentlig op, siger gårdejer Ole Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gamle dyder er dog ikke nok til at skabe hele succesen. Ny teknologi er også afgørende. Således har gården investeret i blandt andet malkerobotter til deres jerseykøer, skraberobotter og en foderskubber. Alt sammen noget, der skal lette tidskrævende og fysiske tunge arbejdsopgaver.

-Plansiloerne er lidt billigere end de almindelige, og de er lavet for sikkerhedens skyld. Og så er der med tekniske hjælpemidler skruet ned for det trælse og tunge arbejde. Vi synes, det er vigtigt at have en rar og spændende arbejdsplads, hvor der er tid til, at man kan observere og passe dyrene. Det skal efter min mening være den vigtigste opgave, når der er dyr på bedriften, siger Ole Sørensen.

Fri snak

En åben og hyggelig stemning på gården er den sidste ingrediens i Ravninggårds succesformular.

- Hvis vi lige bliver grebet af en samtale til frokosten, kan vi sidde og snakke længe, hvis vi har tid til det. De unge skal føle, at de kan snakke frit fra leveren, så der bliver snakket om alt, lige fra dagens arbejde til fester i weekenden. Og hvis de har brug for at snakke, kan de altid komme til Ole eller mig. Der er det fint, at jeg også er her, for nogle ting er det måske lidt nemmere at vende med en kvinde, fortæller Bente, Oles kone.