Optimistiske eller pessimistiske mink?
Det er svært at vurdere, hvordan dyr har det. Man kan ikke spørge et dyr direkte, om det er glad eller om det er ked af det. Derfor prøver adfærdsforskere løbende at finde nye måleparametre og udvikle nye målemetoder. Det skriver Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Nu vil forskere fra fakultetet undersøge, om mink kan være optimister eller pessimister.
- Fra den humane psykologi ved vi, at deprimerede mennesker er mere pessimistiske i forhold til deres omgivelser og de valg, de træffer, end folk, der ikke er deprimerede, siger ph.d.-studerende Pernille Maj Svendsen fra Institut for Husdyrbiologi og -sundhed på Forskningscenter Foulum, hvor forsøgene foregår.
- Det samme gør sig gældende hos dyr. For eksempel har adfærdsforskere fundet, at stære - som er flokdyr - er mere pessimistiske, når de holdes alene, end når de holdes i flok, forklarer hun.
Straf eller belønning
Pernille Svendsen tilbringer mange af sine formiddage i et lille rum på minkfarmen i Foulum. Rummet er en slags klasseværelse for mink. Her får minkene enetimer hos Pernille Svendsen, hvor hun forsøger at lære dem at trykke på en pedal, når de hører en bestemt lyd.
- Når de hører en bestemt tone, skal de trykke på en pedal. Så modtager de en belønning i form af nogle godbidder kattemad. Hører de en anden tone, skal de trykke på en anden pedal for at undgå straf, det vil sige, at de får en negativ belønning. Hvis de ikke trykker på pedalen, får de et pust luft, forklarer Pernille Svendsen.
Forsøget er meget tidskrævende, fordi minkene først skal trænes, og det er ikke så let. Når og hvis minkene lærer at trykke på pedalerne ved lydsignalet, skal de testes med lyde under forskellige forhold. Vælger de positivt eller negativt afhænger af, om de har det godt eller ej under de givne forhold.
Mink, der vælger at undgå at blive straffet, betragtes som pessimister mens mink, der vælger at få en belønning, betragtes som optimister. Testen kan ikke stå alene, men skal sammenholdes med andre parametre.









Hvor mange skattekroner bliver der brugt på det??
Det er helt utroligt hvad man kan tjene penge på.
Er der nogle ledige stillinger??