Et smukkere land med plads til ny udvikling og systematisk genbrug af ressourcer - for slet ikke at tale om 1.000 arbejdspladser ekstra pr. år.

Gevinster er der nok af ved den storstilede oprydning på landet, som aktører med tilknytning til landbruget i dette efterår vil inspirere til med en kampagne. Hensigten er at gøre et indhug i den bygningsmasse, som de seneste årtiers udvikling i erhvervet har gjort overflødig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og der er nok at tage fat på. Et groft skøn lyder på, at 60 millioner kvadratmeter - det er mere end hele Fanø - optages af bygninger, som ikke længere kan anvendes efter den oprindelige hensigt. Nogle af dem kan bruges til andre formål, men langt hovedparten står for det meste bare og fylder.

Der er flere grunde til, at puklen af tiloversblevne bygninger har vokset sig så stor, fortæller landskonsulent Kræn Ole Birkkjær, Videncentret for Landbrug.

- Siden slutningen af 1970'erne er der i runde tal kommet en million kvadratmeter til hvert år - som ikke er blevet modsvaret af nedrivninger. Og de seneste år har sammenlægninger af kvægbedrifter betydet, at selv relativt nye kvægstalde er blevet overflødige, fortæller han.

Mulighed for indtægter

En del af de mange kvadratmeter kan renoveres og genbruges: Noget kan anvendes af håndværksvirksomheder, andet blive til bed&breakfast. Og i nærheden af de større byer kan nogle ejendomme bruges til beboelse for byboer med hang til landlige omgivelser.

Alligevel er der ingen vej uden om en gennemgribende sanering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan ikke bare bygge ud i det åbne land og lade det gamle stå, mener Kræn Ole Birkkjær.

Derfor arbejder han og gruppen bag kampagnen med at opstille modeller for sanering. Centralt er her:

- Alle bedriftens ejendomme skal inddrages i en udviklingsplan for hele bygningsmassen - og hver bygning skal have et tidspunkt for sanering

- Sanering skal være bæredygtig - så meget som muligt af bygningen skal genbruges. Her er der mulighed for indtægter, som kan blive større, hvis en entreprenør skal sanere et sammenhængende område. Derfor er det en god idé, at naboer laver en saneringsplan sammen

- Forhold jer til de kommunale lokalplaner. Der er næsten altid brug for knust sten/beton til byggemodning og vejanlæg

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lad entreprenøren om at handle med det brugte stål, træ og beton. Det er han formentlig den bedste til.

1.000 arbejdspladser

Tre ejendomme i Herning kommune er pilotprojekter for udvikling af modeller til saneringsplaner. Erfaringerne herfra præsenteres senere på fyraftensmøder i landboforeninger over hele landet. Ved samme lejlighed fortæller landmænd som har saneret, hvad de har fået ud af det. I mange tilfælde har det været en værdiøgning af de bygninger, der stod tilbage.

- Men vi er også realistiske: Der er bøvl og udgifter - og man skal alliere sig med ordentlige entreprenører, der tager det hele med, understreger Kræn Ole Birkkjær.

Han anslår, at omkostningerne ved den kommende nedrivning vil være 400-500 millioner kroner om året, eller samlet set 5-6 milliarder kroner fordelt over de næste 15 år. Og der er ingen direkte tilskud at hente.

- Måske kan der blive tale om nogle skattefordele. Og bygninger der bevares til almennyttige formål, kan eventuelt få del i landdistriktsmidler, vurderer Kræn Ole Birkkjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger i stedet på de fordele, som oprydningen skaber for ny udvikling, landbrugets image, miljøet og en beskæftigelseseffekt på ikke mindre end 1.000 arbejdspladser over de næste 15 år - alene til nedrivning og transport.