Den 24. september på Søgård Andelsbrug ved Sdr. Felding er det muligt at opleve øko-malkekøer på "evighedsgræsmarker".

- En græsmark, der i princippet ligger evigt hen og aldrig pløjes op, kan med den rigtige afgræsning producere mere og mere foder over tid, blive mere og mere klimavenlige samt holde bedre på vand. Konceptet kaldes holistic-, mob- eller intensiv rotational grazing og har opnået udbredelse i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Søgård Andelsbrug og Økologisk Landsforening, der inviterer til at se holistisk afgræsning praktiseret med førstekalvskøer, der hver dag hele sommeren har græsset på en ny fold med knæhøjt græs.

Studeproducent Leif Rørbye var den første til at indføre afgræsning efter holistiske principper herhjemme. Hans 4-500 stude har hentet deres foder og plejet græsmarkerne ved Barritskov Gods på den måde i de seneste tre år.

- Det har inspireret tre andre producenter, bl.a. Søgård, med henholdsvis kødkvæg og får, ammetanter med kalve og malkekøer til at afprøve denne helt nye, men samtidig meget oprindelige form for afgræsning med mange dyr per arealenhed, hvor dyrene hele tiden får tilbudt nyt græs, og græsset får lang hviletid, inden dyrene kommer tilbage.

Efter demonstrationen går turen til restaurant Klods Hans i Sdr. Felding, hvor græsmarksstyring og principper for holistisk afgræsning bliver gennemgået.