Af Mads Blenker

Tilbage i 2004 lancerede Pöttinger Faro-serien af snittevogne, og nu er fabrikanten klar med en gedigen ansigtsløftning til maskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Snittevognene findes fra 23 til 46 kubikmeter, og den største nyhed i denne omgang er, at serien har fået et nyt knivsystem. Tidligere var Faro-modellerne udstyret med 27 knive, men fremover får snittevognene 31 knive. Det resulterer i en teoretisk snittelængde på 45 millimeter.

- Den længde er kort nok til at det kan håndteres i en stak og også bruges til frisk græs, siger Anders Hansen, der er salgschef hos Pöttinger.

Den nye udgave af Faro-vognen har desuden fået plads til større hjul. På de nye modeller er der plads til 22,5" hjul, hvor der tidligere kun var plads til 17". Derudover har vognene fået et ansigtsløft designmæssigt, så det visuelle følger med ydeevnen.

- Det er jo en mindre vogn, men jeg tror, at der er et godt marked for den. Der er mange besætninger, der har fokus på at fodre med frisk græs, og det er Faro-vognen særligt god til, siger Anders Hansen.