Gennem flere år har landets kommuner givet landmændene tilladelse til at udvide deres landbrug for millioner af kroner. Men tilladelserne er givet i strid med EU's miljøregler, og dermed kan op mod 1.000 landmænd havne i en lovklemme, fortæller DR-programmet 21 Søndag.

En af de landmænd, der risikerer at skulle rive sin stald ned, er Aksel Lund fra Tønder. I 2006 ansøgte han Tønder Kommune om at få lov til at udvide sit landbrug med en stald til 260 malkekøer. Tre år senere fik han byggetilladelsen og gik i gang med at bygge stalden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde planlagt alt, og dyrene var klar til at blive flyttet ind, fortæller Aksel Lund.

Men halvandet år senere modtog han et brev fra Miljøklagenævnet. Her stod der, at den tilladelse, som kommunen har givet Aksel Lund, er i strid med EU's miljøregler. Stalden til 15 millioner kroner var på dette tidspunkt allerede bygget, og nu kan Aksel Lund blive tvunget til at rive den ned.

- Vi synes, vi har gjort alting rigtigt, og jeg er frustreret og vred og synes ikke, det kan passe, at man skal behandles på den måde, siger Aksel Lund.

1.000 landmænd i klemme

21 Søndags research viser, at 181 landmænd har fået deres ellers godkendte tilladelser erklæret ulovlige af Miljøklagenævnet.

Og hos nævnet ligger i øjeblikket yderligere 720 lignende tilladelser, der også meget vel kan være i strid med EU's miljøregler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed kan op mod 1.000 landmænd blive tvunget til at rive deres nybyggede stalde ned.

Det er gylle, der bringer landbruget på kant med EU’s miljøregler. EU kræver, at kommunerne skal sikre sig to ting, inden de giver landmænd tilladelse til at udvide: For det første at udvidelserne ikke forurener fredede naturområder, for det andet at landmændene bruger den mest miljørigtige teknologi.

Men de to EU-krav har kommunerne ikke taget højde for, da behandlede sagerne. I Aksel Lunds tilfælde skal Tønder Kommune derfor vurdere sagen påny.