Kigger man på brugtprisen for en gyllevogn fra danske Samson Agro er det tankevækkende, at SG 23-modellerne med svanehals ligger næsten til halv pris af PG 25-modellerne. Udover at der er to kubikmeter mindre i en SG 23 sammenlignet med en PG 25, så begrænser svanehalsvognen sig også til få traktor-modeller på markedet.

Den overvejelse gjorde 27-årige Steffen Erichsen sig også, da han skulle ud at investere i gyllevogn nummer to.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg kunne få en Samson SG 23 fra 2014 til samme pris som en Samson PG25 fra 2004.

- Steffen Erichsen, indehaver Bedsted Maskinstation.

- Jeg kunne få en Samson SG 23 fra 2014 til samme pris som en Samson PG25 fra 2004. Ikke nok med det, så var SG-modellen udstyret med centralsmøring og computerstyring til Samson 12 meter græsmarknedfælder, fortæller den unge maskinstations-ejer fra Sønderjylland, som købte en SG-svanehalsvogn for at bygge den om til en traditionel traktor.

Steffen Erichsen driver Bedsted Maskinstation i Løgumkloster i det sønderjyske, og har gjort det siden 2012.

Stor trædeflade

Steffen Erichsen havde haft flere kundeønsker på en gyllevogn, som havde en stor trædeflade og kunne køre dogwalk ligesom de selvkørende gyllenedfældere.

- For at holde omkostningerne nede på et fornuftigt niveau fik jeg idéen til at bygge den grønne svanehalsvogn om til traktors trækbom, og da mange af SG-vognene også bliver leveret med en udskydelig aksel, skulle jeg bare løse udfordringen med at lade vognen køre i dogwalk bag traktoren, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordringen blev løst ret enkelt med konstruktionen af et kugletræk på traktoren, som har fat om en drejbar aksel på gyllevognen, mens et stempel sørger for at forskyde gyllevognen til venstre for traktoren.

- Sammen med den udskydelige aksel træder jeg derfor over et ret stort areal med sættet, og fordelen ved sættet her er, at hvis man ønsker jeg skal køre i faste kørespor, så kan vognen også følge traktoren i de samme hjulspor, fortæller Steffen Erichsen.

Lavet på eget værksted

Ombygningen af gyllevognen er sket på eget værksted, hvor Steffen har fået hjælp fra broren, som er landbrugsmaskinmekaniker samt en kammerat, som er smed.

- Med hjælp fra min kammerat kunne vi tegne os frem til, hvilken løsning, som kunne være den mest optimale. Men det er dog svært at gennemskue på en tegning, om det kommer til at fungere i virkeligheden, forklarer den sønderjyske maskinstationsejer, som dog kan fortælle, at indtil videre, er det gået rigtig godt.

Vognen blev købt i foråret 2017 og egentlig ville han have sættet gjort klar til første slæt græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sådan gik det dog ikke, og vi var først klar med gyllevognen til det andet slæt græs, fortæller han og viser, hvordan opbygningen er foregået.

- Selve trækket er fremstillet i 20 millimeter plade, som er monteret med kugletræk på traktoren, og har fat i gyllevognen omkring en 100 millimeter aksel, hvor trækket kan dreje omkring, så dogwalk er muligt.

På SG-gyllevognene benyttes selve svalehalsen, som forbinder traktor og gyllevogn til opbevaring af hydraulikolien til den fuldhydrauliske gyllevogn. Da svanehalsen er fjernet har Steffen i stedet valgt at montere en ældre tank til hydraulikolien fra en Samson PG 20.

Afstanden mellem traktor og gyllevogn er den samme, som på PG 25-modellen, men gyllevognen ligger mere vægt over på traktoren:

- Det kan mærkes, at gyllevognen lægger mere vægt over på traktoren, og jeg tror det skyldes, at den tredje aksel ikke sidder på gyllevognen, fortæller Steffen Erichsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den udskydelige aksel på gyllevognen er helt ny, idet den brugte SG23 ikke havde en udskydelig aksel monteret da den blev købt.

- Det er egentligt en okay løsning, for så ved jeg, at akslen ikke er slidt, og det gik faktisk rigtigt fint med at montere den udskydelige aksel.

Den udskydelige aksel styres fra traktorens fjernudtag, og ikke fra Samson-computeren.

- Det er faktisk rigtig fint, da jeg dermed har lagt en timer ind på udtaget, og dermed ikke skal holde kontakten på gyllevogns-computeren inde, mens akslen skydes ud eller ind.

Mere fleksibel

Samson SG-svanehalsgyllevognene henvender sig primært til traktorer med kabinen centralt placeret på chassiset, som eksempelvis Claas Xerion-serien, og det kan være et af svarene på prisen for vognen som brugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med denne løsning vi har lavet, gør vi vognen mere fleksibel, hvis nu traktoren går i stykker. Vi er ikke afhængige af, at der absolut skal spændes en anden Xerion-traktor foran gyllevognen, men i stedet kan spænde en hvilken som helst traktor for vognen, hvis der skulle ske et nedbrud, fortæller den unge maskinstationsejer, som har planer om at udvide projektet yderligere:

- Jeg har planer om at fremstille en fronttank på to kubikmeter til traktoren. På den måde kommer jeg op på 25 kubikmeter og har dermed samme kapacitet i gyllevognen som den anden gyllevogn på maskinstationen.

Foruden opgaver med gyllekørsel beskæftiger maskinstationen sig også med halmpresning, hegnsklipning og staldgødningsspredning. Opgaver som ensilering klares i samarbejde med en maskinstationskollega.