I Danmark er det staten (NaturErhvervstyrelsen), som udfører både økologikontrol og KO-kontrollen. EU-reglerne om KO pålægger derfor nu NaturErhvervstyrelsen at indberette overtrædelser af de økologiregler, der svarer til KO-kravene, til styrelsens KO-administration.

- Vi mener, det er yderst beklageligt, at EU-kommissionen indirekte indfører 100 procent krydsoverensstemmelseskontrol hos økologer. At sammenblande økologi-kontrollen og KO-kontrol er at påføre alle økologerne og de statslige kontrollører nogle helt urimelige byrder og arbejdsbetingelser. Og det påfører økologiske landmænd en større økonomisk risiko end konventionelle landmænd, da det kun er én procent af de konventionelle landmænd, der får KO-kontrol, siger Mads Helms, næstformand i Økologisk Landsforening og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regler skal selvfølgelig overholdes, men alle kan begå fejl og forglemmelser - især taget i betragtning, hvor omfattende KO-kravene er. Det gælder alt fra, om dyrene har øremærker i, til om gylletanken har flydelag, eller man har husket at indberette den brugte vandmængde fra sine markboringer, siger han og peger på, at der principielt er tale om en ændret forudsætning for de landmænd, der har valgt at lægge om til økologi.

Uhensigtsmæssig opdeling

Det er en mindre del af økologireglerne, hvor der er sammenfald med KO-reglerne. Og generelt er økologireglerne mere restriktive end KO-reglerne. Derfor vil en økologiovertrædelse inden for et område, der er KO-belagt, ikke automatisk medføre en KO-indberetning.

Men ændringen betyder, at hvis du fremover som økolog overtræder økologireglerne, kan det i visse tilfælde også føre til en KO-sanktion, som bedømmes på lige fod med andre overtrædelser af KO-kravene. Økologiovertrædelser, der samtidig er overtrædelser af EU's KO-krav, indgår i den samlede vurdering af bedriftens overholdelse af EU-bestemte krav. En KO-sanktion betyder nedsat hektarstøtte.

- Det er især problematisk, at selve sanktionerne ved overtrædelse af KO-kravene består i en procentmæssig reduktion af hektartilskuddet. Der kan være tale om et beløb, der slet ikke står i mål med overtrædelserne. I yderste konsekvens kan det betyde, at den enkelte landmand vælger at dele bedriften op i to enheder således, at dyreholdet adskilles fra markdriften, som sanktionen udregnes på baggrund af. Denne adskillelse er helt imod den økologiske tanke og en helt urimelig administrativ og bureaukratisk byrde, siger han.

Økologisk Landsforening vil nu forsøge at rette op på dette via arbejdet med EU's fælles landbrugspolitik.