Økologien er inde i en positiv markedsudvikling, hvor der er brug for flere varer på næsten alle hylder. Økologisk Landsforening forudser derfor, at der bliver brug for endnu flere nye økologer de kommende år end de cirka 500, der i øjeblikket er i gang med at lægge om.

Forening opfordrer alle interesserede landmænd til at benytte muligheden for et gratis omlægningstjek de kommende måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gøre, hvad vi kan for, at det bliver danske landmænd, der leverer varerne og dermed også får glæde af merværdien, siger Jens Peter Hermansen, der 1. november overtager ledelsen af 'Omlægningstjek' i Økologisk Landsforening.

Kan bidrage til afklaring

Man behøver på ingen måde at være afklaret omkring økologisk drift, for at få et omlægningstjek. Tværtimod kan det bidrage til en afklaring. Et omlægningstjek består af et uforpligtende besøg af en omlægningskonsulent, der vurderer gårdens styrker og svagheder i forhold til økologisk drift.

- En beslutning om omlægning skal ofte modne, og det tager også tid at lægge fysisk om. Derfor er det godt at være på forkant med udviklingen, siger Jens Peter Hermansen.

Alle, der ejer eller driver jord, kan få et omlægningstjek. Det gælder også kommuner, fonde, interesseorganisationer og virksomheder, der administrerer jord.

Økologisk Landsforening har tilbudt omlægningstjek siden 2008 og har alene i år gennemført omkring 200 omlægningstjek. En del af indsatsen koordineres med kommuner, der ser økologisk drift som en vej til beskyttelse af drikkevand og natur eller som løftestang for erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser.