Økologiens solide vækst i mark og marked var et centralt emne i Vingsted den 11. marts, hvor danske økologer i Økologisk Landsforening var samlet til foreningens årlige generalforsamling. Formand Per Kølster forudså i sin beretning, fremlagt af næstformand Mads Helms - da formanden var ramt af influenza, en fordobling af økologien over de kommende fem år, og at mere end 50 procent af landbruget er økologisk om 25 år.

- De økologiske landmænds markeder udgjorde en værdi på 11 milliarder kroner i 2015. Det svarer til en vækst på 52 procent, siden VK-regeringen i 2009 satte sit mål om en markedsdrevet fordobling af det økologiske landbrug. Økologisk Landsforening forventer, at det økologiske marked vil vokse til en værdi på 19 milliarder kroner i 2020. Markedsudvikling, afregningspriser, driftsresultater, de samfundsnyttige gevinster og omlægningsinteressen peger alt sammen i samme retning. Det kan betale sig at parkere marksprøjten, sagde Mads Helms.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi kan naturligvis ikke være begejstrede for, at vores beskedne kvælstofforbrug og fravær af pesticider kan bruges til at øge forbruget andre steder som en følge af landbrugspakken

- Mads Helms, næstformand Økologisk Landsforening

Han efterlyste i samme ombæring en smidigere administration omkring omlægningsstøtte.

- Vi arbejder netop nu for at smidiggøre tilskudsordningen til økologisk arealstøtte, så landmænd, der går i gang med økologi, altid kan få to års omlægningstilskud, uanset hvornår de beslutter at gå i gang med økologien. Det nuværende datotyrani giver en træghed i omlægningen - til ulempe for miljøet, forbrugerne og markedet, sagde Mads Helms.

Efterlyser ligestilling

Økologernes næstformand gav også landbrugspakken et par kritiske kommentarer med på vejen og efterlyste ligestilling for økologiske landmænd samt tilpasning af EU's landbrugspolitik for at få fair konkurrence og kredit for de offentlige goder som natur, rent drikkevand og frugtbare jorde, som de økologiske landmænd leverer.

- Vi kan naturligvis ikke være begejstrede for, at vores beskedne kvælstofforbrug og fravær af pesticider kan bruges til at øge forbruget andre steder som en følge af landbrugspakken. Hvis vi skal have fair konkurrence mellem økologisk og konventionelt landbrug og lade økologien være markedsdreven, så bør det konventionelle landbrug og dets forbrugere selv betale alle omkostninger ved at dyrke arealerne med mere gødning og pesticider. Der bør være ligestilling, og hver produktionsform og hvert landbrug må svare sine egne omkostninger. Økologer skal opleve, at de i EU's landbrugspolitik er ?green by definition? sagde Mads Helms.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er lang vej til ligestilling, men næstformanden peger på to initiativer, der kan være en spæd start og gøre hverdagen lettere for økologer.

- Vi har en ambition om, at vi kan skabe forenklinger for økolandmænd. Vi arbejder for at økologien reguleres ud fra en selvstændig miljøregulering med afsæt i det økologiske regelsæt frem for i de konventionelle miljøudfordringer, som reguleringen tager udgangspunkt i i dag, sagde Mads Helms.