Den voksende appetit på dansk økologi i udlandet, får den danske øko-eksport til at sætte ny rekord. Der blev eksporteret danske øko-varer for 2.951 millioner kroner i 2017, hvilket er en stigning på 21 procent på et år. De nye tal fra Danmarks Statistik er især Økologisk Landsforening glade for at se.

- Det globale salg af økologi er mere end femdoblet siden år 2000. Forbrugerne verden over efterspørger i stigende grad økologi - men ingen i samme omfang som danskerne. Danmarks position som verdens førende økologination og de danske virksomheders evne til at udvikle innovative økologiske produkter, der matcher tidens trends, gør dansk økologi eftertragtet på eksportmarkederne. Derfor sætter dansk økologi-eksport rekord år efter år, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse fra foreningen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Også importen af økologiske varer steg i 2017 - med 20 procent. Det er ifølge Økologisk Landsforening blandt andet et udtryk for, at produktionen af primært frugt og grønt - trods voksende omlægning - stadig ikke kunne følge med den voksende efterspørgsel i 2017.

L&F glædes også over nye tal

At eksporten af dansk økologi endnu engang stiger, glæder Mette Gammicchia, der er afdelingsleder i Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer:

- Det er rigtig godt for dansk økologi, fordi det betyder, at de danske producenter bliver mindre afhængige af hjemmemarkedet. Vi arbejder kontinuerligt på at åbne flere nye markeder for de danske økologer. I år har vi blandt andet haft eksportfremstød til Kina, Tyskland, Sverige, Finland og Italien, hvor der er stor interesse for dansk økologi, siger hun i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

Det er økologiske mejeriprodukter, der er den ubetinget største eksportsucces. I 2017 eksporterede Danmark økologiske mejeriprodukter for 1,2 milliarder kroner. Mejerieksporten steg dermed med hele 320 millioner kroner i 2017.

Danmark importerer også mere økologi

Men økologiske varer ryger ikke kun ud af landet. Vi importerer i stigende grad også økologiske varer, viser tallene fra Danmarks Statistik. Importen af økologiske varer fra udlandet steg fra 3,2 mia. kroner i 2016 til 3,9 mia. kroner i 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Landbrug & Fødevarer er en af årsagerne, at den økologiske husdyrproduktion i Danmark er voksende, og at der derfor er brug for mere korn og foder til dyrene. Men også salget af økologisk frugt og grønt er stigende. I 2017 steg importen af økologisk frugt og grønt med 351 millioner kroner. Det skyldes især et stigende salg af økologisk frugt, der ikke produceres i Danmark - for eksempel bananer.

- Stigningen i importen viser tydeligt, at efterspørgslen efter økologiske fødevarer fortsat er i vækst herhjemme, siger Mette Gammicchia.