30 procent af dansk landbrug og 30 procent af danskernes fødevareforbrug skal være økologisk om 10 år. Så ambitiøs er bestyrelsen og medlemmerne i Økologisk Landsforeningen.

- Det er til at huske. Er det er muligt? Er det for ambitiøst? Eller er det for lidt ambitiøst? Sådan spurgte Per Kølster sine medlemmer på Økologisk Landsforenings generalforsamling i dag i Vingsted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2017 var forbrugerandelen 13,3 procent og i samme år var landbrugsarealet ni procent. Men det areal er vokset i 2018.

- Et er sikkert, nemlig at målene sender et klart signal til os selv, til dansk landbrug og til samfundet, sagde formanden.

350 økologiske landmænd, forbrugere, køkkenledere og repræsentanter fra de økologiske virksomheder er samlet til Økologisk Landsforenings generalforsamling.

I sin beretning fremlagde formand, Per Kølster, bestyrelsens nye strategi for Økologisk Landsforening. Ud over et stærkt fokus på økologiens grundprincipper, FN's verdensmål og foreningen som forretning indeholder strategien og en ny målsætning for dansk økologi.

Fordobling af økologi

- Økologien i Danmark er både på markerne og tallerknerne i runde tal fordoblet over de seneste 10 år. Præcis som målsat i den daværende regerings Grøn Vækst strategi i 2009. Danmark er verdensførende på økologi, og nu mener vi, det er tid til at sætte et nyt mål. En ny fordobling. At 30 procent af landbruget og 30 procent af fødevareforbruget er økologisk i 2030, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den handler om, at der skal sættes ind overalt i landbruget. Og selvom store udfordringer ligger i kvægsektoren, så husk på, at det gælder os alle. Det gælder også mig og alle her i salen privat, opfordrede formanden.

- For det danske landbrug og landskab handler det om, at vi i 2050 samlet set skal lagre mere kulstof i jorden og i biomassen end det kulstof vi belaster klimaet med. Det er en gigantisk udfordring. Det er spild af tid at diskutere om det for eksempel er kød eller flyveture, der skal spares på. Der skal sættes ind på alle fronter, sagde Per Kølster.

Tigerspring

Formanden tog i sin beretning udgangspunkt i klimaet. Han vil gøre op med småskridtspolitik og er klar til store tigerspring til fordel for klimaet.

Strategien hos ØL handler ikke kun om omlægning til mere økologi, men også udvikling af økologi. I sommer fremlagde Økologisk Landsforening en ny klimapolitik. I efteråret fulgt op af en konkret model for balancerede klimaregnskaber i landbruget.

- Og der er kommet positive respons fra klimaorganisationer og politikere på foreningens forslag om en ny klimamodel for landbruget, hvor danske landmænd laver klimaregnskaber og holder sig under et loft for udledning af klimagasser. Den fremgang og energi skal bruges til at skabe et klima tigerspring for økologi, og for hele landbruget, sagde Per Kølster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever en stærk vilje til klimaomstilling blandt de økologiske landmænd, virksomheder, forbrugere og vores køkkenprofessionelle. Vi er i gang, og vi skal i alle led løfte klimahandling og innovation til et helt andet niveau. Og vi har behov for at vores partnere i politik og i handelen vil være med til at rykke for alvor i forhold til klimaudfordringen, sagde Per Kølster og sendte en klar opfordring til politikerne forud for de kommende valg til henholdsvis Folketing og EU Parlamentet.

Nye klimakrav

- Småskridtspolitik vil ikke gøre en forskel for klimaet, og det vil ikke vinde valgkampe, hvor klimaet fylder mere og mere for vælgerne. Der er behov for markante politisk udspil. Vi har ikke en klimapolitik for landbruget i dag. Vi har ikke en politik, der fremmer klimaomstilling i landbruget. Selv når vi som økologer frivilligt beder om nye klimakrav i dansk økologi, er der gået otte år, før de endelig færdiggøres i år. Løsninger skal langt hurtigere i spil, sagde Per Kølster, der samtidig roste danskerne for at tage klimaansvar.

- Rigtig mange forbrugerne tager et stigende klimaansvar. Simple råd om mindre spild og mindre kød, er til at forstå. Det kræver ingen klimamærkning. Men vi har brug for en klimapolitik, der kan mærkes, sagde Per Kølster.