Danskerne har aldrig tidligere fyldt deres køle- og køkkenskabe med så mange økologiske varer, som de gør i dag. I weekenden får de rig mulighed for at komme ud og opleve, hvordan øko-varerne er blevet til. Lørdag og søndag den 2. og 3. september inviterer 84 økologiske landmænd således på gårdbesøg.

- Danskerne går i stigende grad op i, at deres mad er produceret på en måde, som passer godt på vores natur og grundvand, som giver rene råvarer uden rester af sprøjtegifte, og som sikrer, at dyrene har god plads og kommer ud under åben himmel. De økologiske landmænd vil gerne give danskerne mulighed for at komme ud på landet og se deres lokale fødevareproducenter i øjnene og på egen hånd at opleve, hvordan øko-maden bliver til. Derfor åbner de stalddørene til Økologisk Høstmarked i weekenden og inviterer alle danskere med indenfor, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økologisk Høstmarked fandt sted for første gang for 25 år siden, og siden da har tusindvis af danskere hvert år benyttet muligheden for at besøge de økologiske landmænd. Sidste år deltog 55.000 danskere i begivenheden.

Sjov og lærerig dag

Til Økologisk Høstmarked kan man være med til at fejre høsten og resultatet af mange måneders arbejde i marken. Her kan hele familien både se, røre, lugte og smage på økologien, og børnene kan opleve den økologiske fødevareproduktion i børnehøjde.

- Økologisk Høstmarked byder på masser af sjove og lærerige oplevelser - uanset om man er vild med dyr og vil hilse på søde lam og smågrise, se øko-køerne blive malket, køre med landmanden på traktortur i marken, tumle i halmen, trække gulerødder op af jorden eller smage den friskpressede økologiske æblejuice. Til høstmarkedet kan man komme tættere på sit lokale, økologiske madlandskab, og man kan gå på jagt efter friske, økologiske råvarer i de mange gårdbutikker og boder, som holder åbent på gårdene, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening, som glæder sig over, at der i år er hele 19 nye værter, der holder Økologisk Høstmarked.

Mange steder kan man også følge øko-madens rejse hele vejen fra jord til bord - fra de friske råvarer til det færdige, veltillavede økologiske måltid.