Økologisk Landsforening har netop afleveret en politisk ’Dyrevelfærdspakke’ med forslag til lovændringer, der kan give økologer frihed til at sikre dyrenes trivsel. De danske regler for husdyrhold sikrer et vist niveau af dyrevelfærd, men desværre oplever mange økologiske landmænd, at den generelle lovgivning for ofte hindrer yderligere forbedringer for dyrevelfærden. Derfor har de fremlagt en ’Dyrevelfærdspakke’ for danske politikere på området.

Dyr i det fri

Økologerne foreslår bl.a. administrative lettelser, der gør det muligt at holde grise og høns på marker med træer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Grisen er et skovdyr, og fugle vil gerne have bevoksning at gemme sig i. Der er brug for arealkoder, der kan bruges i Fællesskemaet til at angive arealer, som anvendes til fjerkræ og til svin, og som har beplantninger med træer og buske, siger Jens Krogh, næstformand i Økologisk Landsforening.

Ø-mærket er forbrugernes garanti for, at alle dyr kommer ud på græs i det fri. Motion, frihed til bevægelse og naturlig adfærd øger både dyrenes sundhed, trivsel og velfærd. Nuværende regler bremser for, at endnu flere dyr kommer på græs. Det gælder navnligt ultimativt krav om læskure.

- Danmark har store naturarealer, der passes bedst med græssende kreaturer. Men i dag er der krav om, at landmanden skal etablere et læskur til dyr, der går ude hele året, uden skelen til dyrets pelslag eller naturlige adfærd og levesteder. Et sådan krav afholder nogle landmænd fra at sætte dyr på græs, siger Jens Krogh.

Et andet af økologernes forslag skal fjerne ekstra gebyrer for velfærdskontrol på alsidige bedrifter, der har flere dyretyper. At få fastlagt rammer for økologisk rugeægsproduktion i Danmark samt styrket velfærdsrådgivning i den Obligatoriske Sundhedsrådgivning er blandt de øvrige forslag i økologernes ’Dyrevelfærdspakke’.