Økologer byder nyt parti velkommen
Med "Fokus" fik Danmark i går et nyt parti, der har økologi og dyrevelfærd som mærkesager
Den tidligere DF'er Christian H. Hansen stiftede i går, onsdag, partiet Fokus, som har økologi og dyrevelfærd som mærkesager. Landbrug og Fødevarers økologer byder partiet velkommen og håber på samarbejde.
- Det glæder os meget, at vi har fået et nyt parti, der har økologien som mærkesag, og vi ser frem til et frugtbart samarbejde med Christian H. Hansen og partiet Fokus, siger økologiteamleder Kirsten Lund Jensen i Landbrug og Fødevarer.
I Fokus' partiprogram nævnes, at økologiske produkter skal have alle former for eksportstøtte, og Danmark skal markedsføres internationalt som økologisk foregangsland. Det er således en mærkesag for partiet, at fastholde den danske førerposition indenfor økologi.
Dette skal ifølge partiprogrammet gøres ved at styrke økologisk forskning og udvikling. Fokus mener ligeledes, at det nordiske køkken skal være en drivkraft for økologisk kvalitet og produktinnovation og endvidere bør minimum 60 procent af madvarerne i offentlige køkkener være økologiske.
- I Landbrug og Fødevarer er vi meget enige med Fokus i, at Danmark skal fastholde sin position som ét af de førende lande i økologisk fødevareproduktion, og at forskningen skal styrkes. En anden forudsætning er, at vore økologiske landmænd og virksomheder har gode konkurrenceforhold, og det håber vi også, at Christian H. Hansen vil fokusere på, slutter Kirsten Lund Jensen.









Ja, kunne man så i alle de lovforslag få et igennem der kort og godt siger: At på fact og saglighed skal land ledes, så slap vi for populisme og føleser. Det vil ,da også hjælpe de stakkelse politikker i at få ryddet op.