Øko-områder vokser i EU - undtagen i Danmark
Økologien er på fremmarch i EU - på nær i Danmark, hvor der er sket en tilbagegang de seneste fem år.
Det viser en ny rapport udsendt af EU-Kommissionen, der har kortlagt udviklingen i øko-sektoren i årene 2000-2008.
Her kan man se, at øko-arealerne er vokset i gennemsnit 7,4 procent om året, samtidig med at økologiske dyrehold er vokset med mellem seks og 22 procent over perioden -afhængigt af hvilket dyr, der er tale om.
- Kun i Danmark er arealet støt nedadgående. Det kan afspejle modenheden i sektoren, som begyndte at udvikle sig før størstedelen af de andre medlemsstater, konkluderer rapporten.
Stort økologisk forbrug
Økologi udgør ifølge rapporten omkring 3,8 procent af det, forbrugerne putter i indkøbskurvene i Danmark, hvilket kun overgås af Østrig, hvor det ligger på omkring fem procent.
Danmark er det land i EU, hvor økologiske grøntsager udgør den største del af grøntsagssektoren, hvor 13,9 procent af det samlede marked er økologisk. Også oksekød har en forholdsvis høj markedsandel i forhold til EU-gennemsnittet. Det samme gælder svinekød og i endnu højere grad økomælk.
Forfatterne forklarer, at Danmark sammen med andre af dem, der tidligt gik ind i økobranchen, har nået et slags mætningspunkt. Samtidig præges tallene af vild vækst i flere af de central- og østeuropæiske lande, der kommer fra et meget lavere udgangspunkt.
Færre vender sig mod økologi
Det betyder også, at antallet af landmænd, der nu vender sig mod økologi, er langt lavere herhjemme og i de andre lande, hvor man tidligt begyndte at interessere sig for økologi.
Således var antallet af nye økologer under fem procent i Østrig, Danmark, Finland, Holland og Sverige mellem 2005 og 2007, mens omkring otte procent forlod sektoren i Danmark i den årrække.
Forfatterne påpeger her, at der er "en vis skrøbelighed i sektoren", der får en del til at vende tilbage til konventionelt landbrug, hvis de for eksempel ikke kan få en god nok pris for deres produkter.
DK har laveste potentiale
Rapporten konkluderer også, at vækstpotentialet for økologi blandt de 15 såkaldt "gamle" EU-lande over de næste par år er allerlavest i Danmark, mens lande som Spanien og Portugal forudses at øge deres øko-områder med over 40 procent.
Økologiske landbrug udgjorde i 2008 7,6 millioner hektar, hvilket svarer til 4,3 procent af unionens samlede landbrugsjord.
Der var knap 200.000 økologiske brug, hvilket udgør 2,9 procent af landbrugene i de 15 gamle lande, men kun 0.6 procent blandt de 12 nyere medlemslande.
I Rumænien og Bulgarien er under 0,1 procent af brugene økologiske, mens Østrig har det højeste antal. Her er 12,2 procent øko-farmere.









og dem som gør sig ud for at være øko da er 50% ikke kvalifiserede til at få økotegnet
manpåstår det som ikke er udtrykkelig udlovlig det er lovlig
blandt andet lukker man sine køer ud seks uger forsent grundet manglende græs ja men økotilskudet siger man da ikke nej til den skulle vel også fratrækkes i seks uger men nej,
som en økobonde sagde engang det er som at spille ludo blir snyd ikke opdaget så er det lovlig og det ser jeg tydelig.