En milepæl er nået for dansk økologi. I 2011 rundede eksporten for første gang nogensinde en rund milliard. Helt præcis endte eksporten i 2011 på 1.038 millioner kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er en fremgang på 21 procent i forhold til 2010 og en tredobling på bare fem år. Fremgangen giver optimisme i forhold til at udvikle økologien.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Økologien er vokset flot på eksportmarkederne de seneste år. Det viser, at der er en grobund for at nå målet om at fordoble det økologiske areal i år 2020, siger økologichef Kirsten Lund Jensen fra Landbrug & Fødevarer.

Et større marked vil være den gulerod, som mange landmænd har brug for, hvis de skal lægge om. Øget afsætning er derfor en af de væsentligste opgaver, som de økologiske landmænd og fødevarevirksomheder skal have løst, mener Landbrug & Fødevarer.

Frugt og grønt er kommet med

De tre største varegrupper - kød, mejeriprodukter samt frugt og grønt - udgør 75 procent af den samlede økologiske eksport.

Også Økologisk Landforening (ØL) har armene i vejret over stigningen.

- Vi glæder os over, at økologisk frugt og grønt for alvor har fundet vej til de europæiske spiseborde”, siger Klaus Bentzen, eksportchef i ØL.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksporten af frugt og grønt er fordoblet fra 2009 til 2011. Eksporten til det europæiske marked udgør 90 procent.

- Det største eksportpotentiale er inden for højtforædlede, økologiske produkter, som vi er rigtig gode til at lave i Danmark. Eksempelvis smør og ost, vurderer Klaus Bentzen.