Der er få danske eksempler at støtte sig til, når man vil bygge og drive økologisk biogasanlæg. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse. Men dem, der er, er nu beskrevet og samlet i to nye publikationer fra Økologisk Landsforening.

'Etablering af økologiske biogasanlæg - en håndbog' samler viden og praktiske erfaringer om den lange og komplicerede proces fra idé til igangsat anlæg. 'Det økologiske biomassekatalog' supplerer og giver overblik over, hvilke biomasser man må anvende i økologiske biogasanlæg og andre anlæg, der leverer gødning til økologer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håndbogen gennemgår grundigt, hvordan man gør ideen om gårdbiogasanlæg konkret og skaber et solidt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag, så både anlægsejer og långivere/investorer er på fast grund, inden projektet føres ud i livet - eller aflives i tide.

- Det er stadig nyt område, og folk husker sikkert de dårlige historie om biogasprojekter, der ikke lykkedes. Derfor er det ret afgørende, at håndbogens praktiske, men værdifulde og positive erfaringer fra to landmænd, kan blive delt med flere, siger Michael Tersbøl, der er forfatter til håndbogen.

Konkrete og praktiske erfaringer fra to økologiske anlægsejere, mælkeproducenterne Jens Krogh og Hans Martin Westergaard, supplerer informationerne i den 40 sider store håndbog, som Økologisk Landsforening netop har udgivet.

Hold styr på tilladte biomasser

Håndbogen suppleres af 'Det økologiske biomassekatalog', der kort og præcist gør rede for hvilke biomasser, der må anvendes i anlæg, der leverer gødning til økologer, og hvilke der ikke må. Denne information er vigtig for såvel økologiske landmænd som driftsledere på fællesanlæg med flere, idet der hersker nogen usikkerhed om disse forhold i branchen.

For landmændene er det afgørende, at der er fuld gennemsigtighed omkring den gødning, de modtager fra biogasanlæg, så de ikke risikerer at anvende gødning, der ikke lever op til økologireglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye anlæg på vej

Der er i øjeblikket flere økologiske biogasanlæg under opførelse og projektering. Det gælder både gårdbiogasanlæg og økologiske linjer på større fællesanlæg.

- Vi har stadig meget at lære om økologisk biogas i praksis, og derfor er det spændende, at flere projekter er på vej. Jeg håber, at håndbogen og biomassekataloget kan være en god støtte i processen for dem, der vil i gang, og en inspiration til dem, der overvejer at gå ind i dette forretningsområde. Det vil være af stor betydning for udvikling af den økologiske produktion at få flere næringsstoffer gjort tilgængelige, slutter Michael Tersbøl.

De to publikationer kan ses på Økologisk Landsforenings hjemmeside.