Et af Danmarks største fjernvarme-selskaber kan fra 2015 sende varme fremstillet af gylle ud i radiatorerne i Odense og Otterup. En række fynske landmænd har aftalt med Fjernvarme Fyn, at varmen fra et kommende biogasanlæg på det sydlige Fyn skal afsættes til Fjernvarme Fyn.

65 landmænd i Faaborg-Midtfyns Biogas er klar til at gå i gang med deres anlæg efter at de har fået knap 40 millioner kroner i anlægstilskud fra NaturErhvervsstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmændene har forhandlet med både Faaborg Fjernvarme og Fjernvarme Fyn om, hvem der skulle købe den varme, der kommer ud af gyllen, og det bliver altså Fjernvarme Fyn.

Mere miljøvenlig

- Vi synes, biogas passer rigtig godt ind i vores strategi, fordi selvom fjernvarme i forvejen er meget miljøvenlig, så er der stadigvæk noget fossilt energi, der indgår i varmeproduktionen, og den vil vi gerne have reduceret og nedbragt. Og der passer det her projekt godt, siger direktør for Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig til TV2 Fyn.

To fynske anlæg

Der kommer både et anlæg på Sydfyn og på Nordfyn, og de skal begge levere til det store fjernvarmeselskab. De skal være i drift i 2015, og til den tid vil fem procent af fjernvarmen til de 60.000 kunder i Nordfyns og Odense kommuner stamme fra biogas.

Udledningen af CO2 vil falde med 50.000 ton årligt, mens fjernvarmeprisen bliver holdt i ro.

Se indslag fra TV2 Fyn ved at følge dette link.