Det kan være svart at være landmand i dagens Danmark, hvor regulering af både det ene og andet betyder, at der nærmest er en uoverskuelig lovjungle bestående af metertykke lianer at kæmpe sig igennem.

Det gælder ikke mindst reglerne for landbrugsejendommes muligheder for udvidelser med eksempelvis svinefarme. Det har fået Mette Hjermind Dencker (DF) til at spørge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) om reglen om, at svinefarme ikke må placeres indenfor 300 meter fra beboelse, er mulig at tolke for den enkelte landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeren oplyser, at der i "lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug" er et generelt afstandskrav på 50 meter mellem husdyrbrug og naboejendomme, der er beboelse, og når både husdyrbruget og naboejendommen ligger i landzone.

Retssikkerhed

Desuden skal kommunen sikre sig, at risikoen for forurening eller væsentlige gener for omgivelserne skal begrænses, hvis anlægget ligger nærmere end 300 meter fra en beboelsesejendom, der opfylder visse nærmere angivne betingelser.

Ministeren fastslår videre, at beregningsprincipperne for udmålingen sker på et objektivt grundlag via det digitale ansøgningssystem "husdyrgodkendelse.dk", hvorefter oplysningerne indleveres til kommunen, der administrerer reglerne om miljøgodkendelse af husdyrbrug:

- Der er således tale om objektive kriterier for beregning af afstande til nabobeboelse, der ikke skal tolkes af landmænd. Landmanden har af hensyn til retssikkerhed adgang til at påklage kommunens afgørelse om miljøgodkendelse af husdyrbrug, herunder en udmåling af afstandskrav til nabobeboelse, slutter Kirsten Brosbøl.