Det er et erherv i krise, som møder de nyuddannede landmænd.

Sådan lyder det enstemmigt fra formand for Danske Landbrugsskoler Kaj Aage Højgaard og Karl-Åge Hornshøj Poulsen, forstander på Landbrugsskolen Sjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krisen betyder, at de unge landmænd i højere grad end tidligere skal fokusere på at dygtiggøre sig, inden de selv kan få deres egen gård.

- Det gælder om at få skabt et godt cv, til når de engang skal stå over for kreditforeningerne, siger Kaj Aage Højgaard, der opfordrer de faglærte landmænd til enten at læse videre eller få en masse praktisk erfaring.

- Hvis de alligevel skal slå et par år ihjel, så kan de lige så godt bruge ventetiden på at dygtigegøre sig. Som minimum ville en agrarøkonom-uddannelse være rigtig god at tage. De unge skal også i højere grad end tidligere bruge et par år, hvor de er ude som driftsleder eller forvalter og der står med ansvaret selv, men hvor det er en anden, som betaler for det, siger Kaj Aage Højgaard, der også opfordrer de unge til at tage på udlandsophold.

Relalistisk

Ifølge Kaj Aage Højgaard har de nyuddannede landmænd et realistisk syn på deres fremtidsmuligheder, og de har grund til at være optimistiske på længere sigt.

- Det er nok blevet urealistisk, at de får deres egen gård i en alder af 23, men det er heller ikke realistisk i andre brancher. Måske de i stedet kunne starte i lejede bygninger, som de hen af vejen kan komme til at eje. Rent pris- og rentemæssigt burde det være lige til at gå til for de unge, siger Kaj Aage Højgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den ældre generation sidder dog tungt på gårdene, som de er tvunget til at forlange en høj pris for.

Generelt siger han om de unges vej ind i landbruget:

- De skal vænne sig til, at tilløbsrampen er blevet længere.

Karl-Åge Hornshøj Poulsen, forstander på Landbrugsskolen Sjælland, opfodrer også de nyuddannede til at læse videre til agrarøkonom.

Han fremhæver, at mens det for tiden ser sort ud for svine- og kvægproducenterne, så kommer planteavlerne ud til en spændende branche, og han ser også generelt lyst på fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er altid behov for nye kræfter, og de unge kan jo også finde arbejde uden for primærlandbruget, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

De seneste 20 år er antallet af årligt uddannede faglærte landmænd blevet halveret, og i samme periode er antallet af landbrugsskoler faldet fra lidt over 20 til otte i dag.

Der uddannes hvert år omkring 750 faglærte landmænd på landsplan.