Er det rimeligt, at Egedal forringer vandløbsvedligeholdelsen så vandløbene risikerer at løbe over og markerne står under vand og forsumper? Det mener Landboforeningen Gefion ikke.

-Vi skal forsvare medlemmernes interesser i den her sag. Selvom kommunen har lyttet til nogle af vores ønsker, så er det stadig tale om så markante forringelser, at vi er nødt til at klage, siger Villads Sørensen, der er bestyrelsesmedlem i Gefion. Han bor selv i Roskilde Kommune, men kommer til at mærke konsekvenserne af det nye regulativ i Egedal.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Gefion er meget skeptisk over for den type af regulativ, som Egedal Kommune arbejder med. Der er tale om et fællesregulativ, hvor man på nogle punkter behandler alle vandløb ens. Men skal man sikre miljø og afvanding, skal man netop tilgodese hvert enkelt vandløb. Det vil ikke ske fremover. Det skriver Gefion i en pressemeddelelse.

Egedal går mod anbefalinger

Gefion er især forundret over, at Egedal direkte går imod anbefalinger fra Miljøstyrelsen vedrørende klipning af græs og andre planter på åernes brinker:

-Miljøstyrelsen har lavet en grødeskæringsvejledning, som er veldokumenteret og som beskriver, at på nogle åer er det direkte skadeligt for miljøet i vandløbet, hvis man ikke klipper græs, siv og andre planter på vandløbets brinker. Men Egedal kommune overhører styrelsens anbefaling og vil ikke klippe planterne. Det kan skade miljøet, men begrænser også vandets mulighed for at strømme væk - og så er risikoen for oversvømmelser alt andet lige større, siger Erik Hansen Blegmand, der er erhvervspolitisk konsulent for Gefion. Han kalder den mangle skæring af planter på brinkerne for et misforstået miljøhensyn, der går ud over vandføringsevnen.

Omfattende fællesregulativ

Gefion har blandt andet klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over, hvor besværligt det er for lodsejerne at se, hvad der faktisk gælder på deres vandløb.

-Det virker noget besværligt og bureaukratisk, at Egedal skal bruge 149 sider med regulativ, fællesregulativ og redegørelser for at beskrive, hvordan vandløbene skal administreres og vedligeholdes, når en kommune som Slagelse kan gøre det på 49 sider, inklusiv alle bilag. Det kan ikke være rigtigt at lodsejerne skal slå op tre steder og læse 149 sider for at finde ud af, hvad der er gældende på vandløbet, siger Villads Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der kan gå flere måneder inden klagenævnet behandler klagen. Gefion har tidligere klaget til Natur- og Miljøklagenævnet og fået medhold. Det skete blandt andet da vandplanerne blev underkendt og i forbindelse med to vandløbssager, som begge efterfølgende har dannet positiv præcedens i forhold til kommunernes administration af vandløbsvedligeholdelsen.