På Väderstad Tempo er såskærene ophængt i et parallelogram, og ved at indskyde en hydraulikcylinder i parallelogrammet, kan skrætrykket justeres under arbejdet via E-Control og en iPad i førerkabinen.

- Hydraulikcylindrene ved de enkelte rækker er serieforbundne, og uanset ujævnheder i marken, har vi derfor altid et ensartet skærtryk på samtlige såskær, siger produktspecialist Gustav Samuelsen, Väderstad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ud over et ensartet tryk, og mulighed for at justere trykket under arbejdet, giver hydrauliksystemet også mulighed for at tilføre negativt tryk til såskærene. Når beholderne til både udsæd og mikrogranulat er fyldte, lægges der et stort naturligt tryk på såskærene. Er jorden løs og tør, kan det let resultere i en for dyb placering af udsæden. I den situation vil det negative tryk løfte såskæret og holde den indstillede sådybde, pointerer Gustav Samuelsen.

Renser foran såskæret

Et andet nyt udstyr til Tempo-modellerne er flydende rækkerensere, der monteres foran såskæret, og som fjerner stubrester, knolde og sten fra den stribe, hvor såskærer kører og frøene placeres.

Rækkerenseren er ophængt i et parallelogram, og ved hjælp af fjedre kan der enten lægges vægt på renseren, eller tages vægt bort fra renseren.

- De tandede tallerkner, der er udført i svensk V-55 stål, er monteret på selvrensende gummihjul. Hjulene, og muligheden for at justere trykket, betyder at arbejdsdybden på rækkerenseren kan kontrolleres meget præcist, siger produktspecialisten.

De nye rækkerensere går i produktion her i juni måned 2017.