Minkpapir A/S præsenterer FIX-3 Drying Concept til pelserier på Skindudstilling 2017. Tests viser, at tørresystemet giver markante forbedringer af tørretider og arbejdsmiljø.

FIX-3 Drying Concept er nu klar til salg, og det er tænkt helt nyt i forhold til forgængeren, FIX-2. Konceptet består af FIX-3 Drying Station, Cart, tane og installationsdel. Det er udviklet til tørring af stadigt større skind og til sikring af en ensartet kvalitet. Bag den nye løsning står fire års udvikling og omfattende tests.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Masser af tørreluft

FIX-3 Drying Station er designet til et effektivt flow i tørreriet, hvor FIX-3 Cart'en køres i dok med skindene. Et nyudviklet system løfter vognen op, så der er masser af luft under den. Det sikrer, at tørreluften ledes næsten uhindret op i tanerne. Den store kapacitet gør det nemmere at holde produktionsplanen, også under omskifteligt vejr med høj luftfugtighed og høje temperaturer.

Den ergonomisk designede FIX-3 Cart har lav arbejdshøjde, hvilket letter arbejdet med de stadigt længere taner. Det meget rengøringsvenlige design sikrer mod partikler i tørresystemet og reducerer smitterisikoen.

FIX-3 tørresystemet er designet modulært, så løsningen nemt kan tilpasses de mange forskellige størrelser og udformninger af lokaler i pelserierne. Blandt andet kan tørrestationerne monteres på skrå for bedre adgang i trange rum, og tørrestationerne kan løbende rekonfigureres til nye behov.

Tane med mere luft

Den nye FIX-3 tane er en integreret del af FIX-3 tørresystemet. Fem luftkanaler giver op til 30 procent mere luftgennemstrømning end forgængeren, FIX-2. Konstruktionen reducerer tryktabet i tanen og koblingen til tørrevognen til et minimum.

- Tørretiden reduceres med 10-20 procent for minkskind viser tests i den nyligt overståede pelsningssæson, siger Rudi Pedersen, administrerende direktør i Minkpapir A/S. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver en langt større fleksibilitet hos tørrerierne og sikkerhed for, at de kan levere de stadigt større skind i optimal kvalitet.

Testene er blandt andet gennemført hos Primdahl Pelseri, hvor 15-20 procent af årets hantaner blev tørret i FIX-3 testanlæg. Tørretiden blev reduceret fra normalt 70 til 55-60 timer.

Ny standard for tørring

- Ifølge kloge hoveder og de "gamle" avlere i branchen, og Kopenhagen Furs lærebog, opnås det bedste skind ved en tørring på 18 grader og 55 procent luftfugtighed. Det giver den bedste underuld og det smukkeste skind, fortæller Rudi Pedersen og opsummerer:

- Vi har testet det nye FIX-3 system med disse parametre og tørringen er perfekt. Andre systemer, som vores eget FIX-2, har rigtig svært ved at tørre under disse betingelser. Så det er "Breaking News" for branchen, at vi nu kan gøre dette.

Bedre snudehold

Centralt i tilbagemeldingerne fra testene er FIX-3 tanens forbedrede snudehold, hvor der nu også er hold i kinderne samt bedre greb ved plasticposen. Det giver synligt bedre træk i skindet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FIX-3 kommer i en XL-udgave, der er 18 centimeter længere end forgængeren. En ny konstruktion sikrer et stort kollaps i tanen, som gør det nemt at løsne de tørrede skind.

Intelligente muskler

Endnu en markant nyhed er FIX-3 tanemaskinen, der vises som prototype. Den afløser markedets mest anvendte tanemaskine, FIX-2, og indeholder række nyheder til gavn for bedre skindkvalitet. Blandt andet er den udstyret med dobbeltstræk i både hoved og forben. I kombination med mere trækkraft og dobbelt vibration giver det længere skind. En intelligent styring sikrer skindene mod overlast, og en række tiltag giver en betydelig forbedring af ergonomien.