Salgsselskabet Friland har gennem den seneste tid oplevet så stor efterspørgsel på økologisk svinekød, at virksomheden flere gange har meldt alt udsolgt og derfor sagt nej til nye kunder.

Det får Friland til at indføre to nye initiativer, som skal det mere attraktivt for so-holdere at udvide bestanden. I forvejen får de økologiske producenter et tårnhøjt tillæg, da det økologiske tillæg er 16,5 kr. pr. kg kød, men nu er der endnu en økonomisk gevinst i sigte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det drejer sig konkrekt om to forskellige tiltag fra Friland. Det ene er et tilskud på 1000 kr. pr. øko-so, når antallet af økologiske søer udvides med minimum 25 styk i nye og eksisterende besætninger.

- Jeg er da helt sikker på, at det vil få nogle til at se på en mulig udvidelse med fornyet energi. Det er et tilskud, som også godt kan få de eksisterende økologiske svineproducenter til at overveje, om det er rentabelt med flere søer, siger Ole Lund, der er svinekonsulent hos LMO.

Ordningen træder i kræft den 1. maj, og der kan udbetales kontant-tilskud på op til 300.000 kr. Hos Friland anerkender man, at der er tale om et usædvanligt tiltag.

- Det er et meget usædvanligt skridt, men vi står også i en meget usædvanlig situation. Der er et meget stort behov for flere økologiske smågrise, og derfor vælger vi nu meget direkte at støtte nuværende og kommende andelshavere, som øger antallet af økologiske søer og dermed også antallet af smågrise, siger direktør i Friland, Henrik Biilmann.

Friland har afsat to millioner kr. til projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fuld finansiering

Den anden gren af det nye projekt består i, at Friland nu tilbyder fuld finansiering af økologiske søer ved start af ny besætning.

- Det handler ganske simpelt om, at den finansielle sektors manglende lyst til at låne ud til dansk landbrug ikke skal være det, der bremser en udvidelse af produktionen af økologisk svinekød. I Friland tror vi fuldt og fast på, at det også fremover vil være en god forretning at producere økologisk svinekød i Danmark, og derfor er jeg heller ikke nervøs for, at Friland kan tabe penge ved at hjælpe med finansieringen. Selvfølgelig er det mest optimalt, hvis finansieringen kommer på plads ved at bruge de traditionelle pengeinstitutter, og derfor har vi også brugt den senere tid på at vise bankerne, at en investering i udvidelse af økologisk svineproduktion er en både sund og bæredygtig investering, siger Henrik Biilmann.

Hos LMO ser man positivt på det nye tiltag fra Friland.

- Det er også interessant, at det nu er muligt at få fuld finansiering af avlsdyr ved opstart af økologisk sobesætning til pt. fire procent. Hidtil har det kun været muligt for eksisterende besætninger. Jeg tror på, at der ligger et stort potentiale for både opstart af økologisk svinedrift og udvidelse af eksisterende, mener Ole Lund, der er svinekonsulent hos LMO.