Den første weekend i marts er der lagt op til den helt store maskin-vej-fest hos Hydrema, Nicolaisen & Larsen, Mertz, Helms og Scantruck på Kærup Parkvej i Ringsted, som alle vil holde åbent hus i samme weekend.

Det var Hydrema, som begyndte med traditionen med åbent hus den første weekend i marts:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vist sig at være et rigtig godt tidspunkt, hvor både entreprenører og landmænd har tid til at komme og se på maskiner. Vi tog hul på traditionen et par år efter, at vi rykkede ind på Kærup Parkvej, fortæller afdelingsleder Dan Madsen hos Hydrema.

- Sidste år var jeg rundt hos kollegerne hos de andre maskinfirmaer for at fortælle, at vi igen regnede med stort besøg til åbent hus, så de var varskoet om, at der skete noget på vejen. Et par af de andre koblede sig på og slog dørene op samtidig. I år spurgte salgschef Jakob Jørgensen hos Mertz så, om det igen skulle være den første weekend i marts, hvorefter han tog kontakt til de andre. Nu har det så udviklet sig til en fælles koordineret indsats, som jeg er sikker på bliver til glæde for rigtig mange gæster, siger Dan Madsen.

Mange maskinmærker

Hydrema er Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner i form af dumpere, rendegravere, hjulgravere og skinnemaskiner. Hydrema var i øvrigt den første af femkløveret, der fik adresse på Kærup Parkvej.

Scantruck har import og forhandling af blandt andet Komatsu med både gravemaskiner, gummihjulslæssere, dumpere og dozere, samt minilæssere fra Weycor og Mustang og teleskoplæsser-programmet fra franske Manitou.

Nicolaisen & Larsen A/S er importør og forhandler af JCB-maskiner til både entreprenør- og landbrugsbranchen, mens Mertz hovedsageligt henvender sig til landbruget med New Holland og Case IH som hovedmærke, samt produkter fra Amazone, Kverneland, Ropa og Greentec.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helms TMT-Centret har hovedimporten Schäffer mini- og teleskoplæssere, samt Tym-kompakttraktorer, BIGAB kroghejsevogne, McHales rundballepressere og wrappere med mere.