Med udviklingen af denne nye FAP, føjer Samson Agro en helt ny type maskiner til produktprogrammet. FAP'en er en front monteret sugearm, der er udviklet til at fylde gyllevognen direkte fra lastbil eller tank. Samson Agro fortæller, at forventningerne til den nye FAP er høje, da den i kombination med Samsons ejektorsystem sørger for høj driftssikkerhed og lave vedligeholdelsesomkostninger.

Fyldningen startes med vakuum fra ejektoren på vognen, som ansuger centrifugalpumpen på frontfyldesystemet. Herefter overtager centrifugalpumpen den videre fyldning uden brug af vakuum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Samson Agro gør FAP-systemet det let at fylde gyllevognen direkte fra transportvognen. Kørsel i forager og afgrødeskader reduceres væsentligt, da der køres direkte frem til transportvognen. Redskabet bag på gyllevognen kan desuden forblive i arbejdsstilling, og Samson fortæller, at dermed vil effektiviteten forøges og slitagen minimeres.

Automatiske funktioner

FAP'en kan betjenes ved hjælp af SlurryMaster 8000-terminalen. En række automatiske funktioner sikrer systemet mod fejlbetjening og letter arbejdet for føreren. Centrifugalpumpen stoppes automatisk, når vognen er fyldt, og spadeventilen under pumpen lukkes. En timerfunktion kan aktiveres, så armen automatisk sænkes i transportposition.

Samson Agro fortæller, at FAP-systemet er designet med fokus på komfort og sikkerhed. Opbygning gør køretøjet manøvredygtig. Fyldearmen er monteret i højre side, så føreren er sikret udsyn. De integrerede lygter sidder godt beskyttet og giver optimal belysning. Det fuldt integrerede opbevaringsrum giver hurtig adgang til værktøj og andre medbragte dele. Integrerede spejle og kamerasystem tilbydes som ekstraudstyr. Med en egenvægt på 980 kg er FAP-systemet meget stabilt. Ønskes der mere vægt foran på traktoren, er der mulighed for at montere vægtplader under bunden. FAP'en kan afmonteres på integrerede støttefødder uden brug af værktøj.