Gennem 30 år har Buchtrup Agro ApS importeret MacDon skårlæggere og skæreborde fra Canada, og i dag står virksomheden for distribution af maskinerne til hele det europæiske marked. Samtidig kan Michael Buchtrup, der er 4. generation i virksomheden, fejre, at det er 10 år siden, han overtog firmaet efter sin far.

Men endnu vigtigere er det, at Buchtrup Agro ved årsskiftet flyttede ind i en 300 kvadratmeter stor erhvervsbygning i Hammershøj, der indtil for nylig var hjemsted for en tømrervirksomhed. Det skriver Buchtrup Agro i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er helt fantastisk at flytte ind i disse lokaler. Det er med til at fremtidssikre virksomheden, idet her er mere plads og bedre faciliteter til at servicere kunderne. Med en 3000 m2 stor grund er der også mulighed for at udvide forretningen, når det kommer dertil, siger 49-årige Michael Buchtrup.

Buchtrup Agro er ganske enkelt vokset ud af rammerne på faderens landejendom i Mariager, og at Hammershøj blev valgt som ny adresse er ikke en tilfældighed, siger Michael Buchtrup:

- Hammershøj ligger meget centralt i forhold til motorvejen og til hovedvejene vestpå. Det er en fordel for kunderne, når de kommer her, og når jeg skal ud til dem.

Alt på lager til enhver tid

Når der er høstsæson, er Michael Buchtrup kontaktbar alle dage 24 timer i døgnet og står klar til at hjælpe kunderne. Han har altid slået sig an på at levere en høj service, så kunderne kan få de reservedele, de har brug for uden kostbar ventetid.

Pallereolerne i den nye lagerhal er nu indrettet med alle nødvendige reservedele til MacDon-maskiner - herunder sejl til skårlæggere. Men Buchtrup Agro ligger også inde med rundballeremme til alle rundballepressere, samt reservedele til Schulte rotorklippere og andre maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min bogholder siger, jeg har et alt for stort lager. Men det gælder om at have varerne på hylden og kunne levere, når kunderne står og mangler tingene, siger Michael Buchtrup, der også har specialiseret sig i levering af larvebånd til land- og skovbrug.

Selv om Buchtrup Agro i 2017 omsatte for 15 millioner kroner, er indehaveren ene mand i firmaet. Det hænger sammen med, at montering af skårlæggerne og skæreborde er outsourcet til Midtfjord Agro i Løgstør, hvor maskinerne også er udstillet.

På Pilevej 21 i Hammershøj har Buchtrup Agro imidlertid fået plads til, at der også kan laves en udstilling af maskiner her, og det er nogle af de nye muligheder, Michael Buchtrup glæder sig til at udnytte.

- Vores kunder er altid velkomne til at kigge forbi, der er kaffe på kanden, slutter Michael Buchtrup.