Der er brug for mere bioraffinering i Danmark.

Det har både regeringens Advisory Board for Cirkulær Økonomi og det tidligere Nationale Bioøkonomipanel peget på. Derfor er der via PSO-aftalen mellem regeringen og en række partier afsat 8 mio. kr. til at støtte etablering af et nyt topmoderne pilotanlæg, som kan blive nøglen til en større omlægning fra kornproduktion til grøn biomasse som for eksempel flerårigt græs. Pengene uddeles via GUDP. Det skriver miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag bruges store dele af Danmarks landbrugsareal til at dyrke korn til dyrefoder, men hvis en del af arealerne omlægges til græs eller græskløver, vil det skabe en række nye muligheder for bedre ressourceudnyttelse samt positive miljøeffekter. Ved at bioraffinere græs/græskløver kan fibrene udnyttes til foder til køer, den såkaldte "brunsaft" kan laves til biogas, og et proteinkoncentrat kan blive til foder til fjerkræ, grise og måske med tiden - også til fødevareingredienser i mad til mennesker.

En af de store gevinster ved bioraffinering af grøn biomasse er, at omlægning fra korn til græs/græskløver vil sænke CO2-udledningen betragteligt. Kornproduktion har nemlig et markant større klimaaftryk end produktion af græs/græskløver.