Claas Variant 400-serien afløser den nuværende 300-serie til næste høst. Den nye serie har foruden et nyt design fået opdateret pick-up'en, en ny snitterrotor og ny netbinding.

Den nye serie leveres i to størrelser med ballemål fra 0,55 til 1,55 meter i diameter eller fra 0,9 til 1,8 meter i diameter. Serien leveres med eller uden snitterenheden, som Claas kalder for Roto Cut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opdateret pick-up

Pickuppen på Variant-presseren kan nu udstyres med en dobbelt rullenedholder, som kendes fra Quadrant-presseren og Jaguar-finsnitteren.

Den dobbelte rullenedholder er affjedret og kan indstilles mekanisk i fire trin uden brug af værktøj. Ifølge Claas betyder det, at det er muligt at tilpasse indføringen til forskellige betingelser og sikrer en ensartet og hurtig materialestrøm, så de nye Variant-modeller kan arbejde med højere arbejdshastigheder.

Variant-presserne kan leveres i en Pro-version med 2,35 meter bred pick-up og med den hydro-pneumatiske affjedrede snitterbund sænkes snitterbunden automatisk, hvis der er risiko for tilstopninger, så presseren konstant kan køres med maksimal kapacitet.

Desuden er de to pendulophængte pick-up hjul, der styrer pickuppen på jorden, forstærket. De kan som ekstraudstyr klappes sammen, så pickuppens transportbredde ved vejkørsel reduceres.

360 graders rotor

Presserens rotorstjerne er blevet videreudviklet til de nye modeller. Rotorstjernernes spiral er nu 360 grader i stedet for de hidtidige 180 grader. Den nye rotorstjerneanordning arbejder med 14 knive og med op til 6.000 snit pr. minut. Ifølge Claas betyder det, at materialestrømmen fordeles i hele pressekammerets bredde. Resultatet er ensartede baller, hvilklet især er en fordel ved smalle skår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny netbinding

Indføringen af net eller garn er optimeret i de nye Variant-modeller. Indføringen af net eller garn i pressekammeret understøttes af en ny plade, hvilket ifølge Claas sikrer en pålidelig bindestart under alle høstforhold.

De nye modeller er som standard udstyret med edge to edge-netbinding, der går fra den ene ballekant til den anden. Den er forbedret til den nye serie, idet en ny spiralvalse nu aktivt fører nettet til ballens yderkant i forbindelse med bindingen

Variant 400-serien kan som ekstraudstyr nu udstyres med en bredere netbund. Den gør det muligt at anvende 1,30 meter brede netruller, som bruges, hvis nettet skal lægges ud over ballekanterne. Ifølge Claas er de afrundede ballekanter er især en fordel, hvis rundballerne skal opbevares udendørs.

Kæder og remme med længere levetid

Frontrammen på de nye pressermodeller er forstærket for at forbedre remføringen og reducere sliddet på remmene. Remmene i Variant-serien bevæger sig alligevel med en hastighed på op til tre meter i sekundet.

Ved balleaflægningen tæller hvert eneste sekund, og derfor har Claas ændret bagklappens drejepunkt, så bagklappen nu åbner og lukker endnu hurtigere, og rundballen aflægges på under seks sekunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressernes kæder er ligeså slidstærke som remmene. Derfor kan de nye Variant-modeller som ekstraudstyr udstyres med et centralsmøreanlæg til levetidssmøring af kæderne. I så fald udstyres presserne med en bred smørebørste, som smører alle kæderne, inklusive pickupkæden, med olie i hele bredden uafhængigt af balleantallet.