Naturlige renseanlæg, der årligt vil skåne vandmiljøet for i alt 150 ton kvælstof. Det bliver resultatet af, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen netop har givet tilsagn for 187 millioner kroner til 39 nye vådområdeprojekter.

Projekterne er en udløber af regeringens Fødevare- og landbrugspakke, og vådområderne skåner naturen for kvælstof, der ellers ville kunne skylle ud i vandløbene og potentielt give algeopblomstring og iltsvind i fjordene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vådområderne bidrager til renere vand og en rigere og varieret natur i vores fjorde og farvande. Samtidig bliver der i de nye vådområder skabt levesteder for mange planter og dyr. Vådområdeprojekterne kan også rumme muligheder for landmændene, der kan bytte lavtliggende, sumpede arealer og i stedet få nogle nye mere driftssikre marker, siger Esben Lunde Larsen.

Som led i regeringens Fødevare- og landbrugspakke skal der inden 2021 etableres i alt 13.000 hektar nye vådområder. Det svarer til to gange Gribskov, der er Sjællands største skov.

Et typisk eksempel på et nyt vådområde ligger ved Åsemosebækken nær Assens. Her genslynges åen, vandløbsbunden hæves og en rørlagt del af bækken åbnes. Fra de nærliggende marker ledes drænvandet fremover til vådområdet, som oversvømmes i dele af året.

10 projekter får tilskud til anlæg og gennemførelse. Disse projekter vil samlet fjerne 150 ton kvælstof årligt.

29 projekter får tilskud til projektering og planlægning, og de vil potentielt kunne fjerne 270 tons kvælstof årligt.