Gyllesæsonen står for døren og Ag-Chem-fabrikken i Holland, der producerer de selvkørende Terra-Gator gyllenedfældere, har netop lanceret to nye modeller som afløser for de nuværende 3104 og 2104-modeller.

De nye modeller hedder 2244 og 3244 og har fået flere spændende forbedringer i forhold til de efterhånden velafprøvede 2104 og 3104 Terra-Gatorer. Maskinbladet har været i Holland for at se de nye maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mest markant er det nye design, som maskinerne har fået. Challenger-brandet er nu for alvor inkorporeret i maskinerne i form af flere fælles komponenter i den nye kabine og motorrummet. Med udgangen af 2007 vil navnet Ag-Chem desuden helt forsvinde.

John Deere-motorerne i 2104 og 3104 er blevet skiftet ud med en 8,4 liters SisuDiesel-motor på 300 hestekræfter (nominel effekt) på den mindste af modellerne, mens en Cat C11 motor på 11,3 liter med turbolader leverer 364 hestekræfter på den største Terra-Gator 3244 (nominel effekt). Belastes begge motorer til det yderste, er den maksimale ydelse henholdsvis 330 og 395 hestekræfter.

Model 3244 har desuden fået en ny Caterpillar Delta Powershift transmission og kan nu have 18 kubikmeter med i tanken.

Ny enkel styring

Med i hatten på de nye Terra-Gatorer er også muligheden for at køre stærkere over marken, selvom maskinen kører i Dog-Walk. Det kan lade sige gøre takket være et nyt og stærkere system, der sikrer, at vinklen, som opstår på trækakslen til det bagerste sæt hjul under Dog-Walk, er gjort mindre i forhold til de hidtidige modeller.

Det nye førerhus er gjort luftaffjedret, og der er også kommet aktiv sæde i kabinen sammen med klimaanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styringen af stort set alle funktioner på maskinen udføres af et nyt styresystem, som Agco kalder for Falcon VT.

Via et touch-screen display kan brugeren vælge, indstille og overvåge de forskellige funktioner i Falcon VT-systemet.

Samtidig er mange af de funktioner, som benyttes under kørsel og under læsning, nu integreret i det nye joystick i højre armlæn.

- Hvis der opstår en fejl et sted på maskinen registrerer Falcon VT-styringen fejlen med det samme og viser et komplet billede af maskinen på skærmen. På billedet er der afmærket præcis hvor fejlen er på maskinen, og hvad der er galt, fortæller Torben Galsgaard, der er sælger og agent for Terra-Gator og Challenger-produkterne i Danmark.

Den nye styring har også gjort det muligt at montere GPS-system på maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Special model næsten færdig

Hvad der ikke var helt færdig på fabrikken i Holland, da Maskinbladet aflagde besøg, er en dansk specialmodel så at sige.

Man er nemlig i gang med at færdiggøre nøjagtig 11 styk 3244-modeller med en tanktrailer på 26 kubikmeter. Heraf skal de seks modeller til Danmark, hvor især Torben Galsgaard har været med til presse på hos Ag-Chem fabrikken for at producere de større modeller.

- Tanken er faktisk på 28 kubikmeter, men i og med at der blandt andet er ført nogle rør igennem tanken, går der lidt fra den faktiske tankstørrelse. Men vi sikre på, at vi altid kan læsse minimum 26 kubikmeter i tanken. Det er også derfor vores 16 kubikmeter tanke læsser 16,3 kubikmeter og vores 14 kubikmeter tanke læser 14,7 kubikmeter, forklarer Torben Galsgaard.

Selve trækkøretøjet er en afkortet model 3244. Chassiset er ganske enkelt gjort kortere.

- I 2006 kørte vi med en model 2104 som prototype, fordi chassiset er kortere på den end på 30-modellerne. Nu har vi kortet 3244-modellen af i chassiset så den kan køre med traileren, men så vi stadig får knapt 400 hestekræfter til rådighed, fortsætter Torben Galsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kranen på traileren har udskud, på godt én meter, og det betyder at den kan nå ned i seks-meters tanke.