Forskningsresultater fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet viser, at ukrudt får langt sværere ved at vinde kampen mod afgrøder som majs, korn og bønner, hvis landmanden ændrer måden, hvorpå han sår.

- Vores resultater viser, at ukrudtsbekæmpelsen på marken bliver forstærket blot ved at droppe den traditionelle måde at så sine afgrøder på. Landmænd verden over sår primært deres afgrøder i rækker. Vores forsøg med hvede og majs viser, at såning ved høj tæthed i et ensartet, gitter-agtigt mønster fører til, at ukrudtet bliver undertrykket. Det giver større høstudbytte på marker med meget ukrudt, forklarer planteøkolog og professor Jacob Weiner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Højere høstudbytter

Forskningsforsøg på danske hvedemarker og nye studier af majs på colombianske marker viser, at ændrede så-mønstre og afgrøde-tæthed medfører en reduktion i ukrudtets samlede masse, såkaldt biomasse. Mængden af ukrudt bliver kraftigt reduceret - helt op til 72 procent, mens kornudbyttet stiger med mere end 45 procent. Tricket er at styrke afgrødens forspring i vækst, så den får en konkurrencefordel i forhold til ukrudtet.

- Vores resultater bidrager til, at landbruget kan blive langt mere bæredygtigt, samtidig med at erhvervet bibeholder en høj produktion af korn. Det vil dog kræve nye, billige teknologier, der kan håndtere det i praksis på marken, Og vi kan opnå endnu bedre metoder til at udkonkurrere ukrudt, hvis vi får mere viden om samspillet mellem planter, siger Jacob Weiner, som forklarer til Maskinbladet, at der er brugt en ombygget præcisionssåmaskine til forskningen.

En sådan vil dog ikke være praktisk i forbindelse med produktion, hvorfor der er brug for nye såmaskiner, der kan så korn i et gitter-agtigt mønster med høj tæthed. Jacob Weiner har fra flere ingeniører fået at vide, at det kan godt kan lade sig gøre at forbedre frøfordelingen i rækkerne. En smal rækkeafstand er allerede muligt.

Forskningsresultaterne er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Weed Research og udspringer af et samarbejde mellem Københavns Universitet og Jorge Tadeo Lozano University i Columbia.