I takt med at planteavlsbrugene bliver større, bliver det stadig mere vigtigt at holde styr på mandetimerne, fortæller planterådgiver hos Sagro Kasper Kjær Jensen.

Sagro har afholdt sådemonstration på Morten Bjerres landbrug i Sørvad, og opgørelser viser at der ved etablering med strip-till-metoden bruges 35 min. per ha. Metoden er en pløjefri metode, hvor dybdebearbejdning og såning er i en og samme arbejdsgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Havde landmanden i stedet pløjet markerne og sået helt traditionelt, havde tidsforbruget været 75 min. per ha.

- Hvis man jagter mandetimer, kan en effektiv planteetablering altså reducere timeforbruget. Husk at hver gang du bruger 1 minut per ha på 400 ha har du brugt 6 timer og 40 minutter, siger planterådgiver Kasper Kjær Jensen.

Effektivitet på den enkelte maskine er ikke kun afhængig af vejret og størrelsen på maskinen. De større landbrug oplever, at mandskabet kan være den begrænsende faktor.

Under sådemoen i Sørvad blev deltagerne spurgt, hvor mange der passede mere end 400 ha med en 3m såmaskine. Responsen fra de godt 300 fremmødte var rungende tavshed, fortæller planterådgiveren.

- De fremviste 3m såmaskiner har ellers alle en kapacitet på op mod 800 ha årligt, hvis man bruger alle tilgængelige timer i efterår og forår. Men på trods af det, er det såmaskiner fra 4 m og opefter, som bliver efterspurgt i dag, siger Kasper Kjær Jensen.