Økologisk Landsforening hilser ændringen velkommen.

- Det bliver lettere at lave landbrugssystemer med træer, som er til gavn for dyrevelfærd, klima og miljø, siger foreningens landbrugspolitiske chef, Sybille Kyed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Økologisk Landsforening er der tydelige glæde over den ændring til bekendtgørelse og vejledning om grundbetaling, som netop er kommet.

- I sidste time lykkedes det at få skrevet ændringerne for lavskovsarealer ind. Det er noget vi har kæmpet for længe, og derfor er vi naturligvis glade for ændringen. Grise i poppeltræer og andre former for skovlandbrug er taget i anvendelse af landmænd med pioneerånd. Med de nye ændringer påskønner ministeriet disse landmænds initiativ og sender et signal om, at det er et system, der gerne må få større udbredelse, siger Sybille Kyed, landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening.

Ændringen vil øge værdien af lavskovsarealer både for landmanden, for biodiversiteten og for muligheden for at kombinere lavskovsproduktion med husdyrhold, hvor træbevoksningen skal yde læ, ly og skygge året rundt. Det øgede plantetal vil også øge kulstofbindingen til gavn for klimaet, og der vil være et større kvælstofoptag, hvilket er væsentligt i kombination med husdyrhold.

- Ministeriet har med ændringen udvist stor vilje til at se på landbrugssystemet med nye øjne. En mark behøver ikke kun bestå af én kultur. I det robuste system kan marken være mere alsidig, det giver både en frugtbar jord, det levere på klimaet, til dyrevelfærden og skaber mulighed for mere biodiversitet, siger Sybille Kyed.