Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) erkender i et svar til Per Clausen fra Enhedslisten, at de nye afstandsregler for minkfarme "ikke vil løse alle naboernes problemer".

Han henviser til, at "genetallene fra Aalborg Kommune konstaterer, at selv med en afstand på 300 meter til naboerne klages der over gener fra 19 ud af 24 farme, og at man med en afstand på 155 meter har klager over samtlige minkfarme fra naboernes side".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejde udestår

- De nye afstandskrav vil ikke i sig selv løse alle naboernes problemer. De nye afstandskrav er første skridt i forhold til en løsning af problemerne. De nye afstandskrav skal sikre, at nye minkhaller eller godkendelsespligtige tilbygninger bygges i tilstrækkelig afstand fra naboerne, så der ved almindelig god drift ikke bliver væsentlige gener for naboerne. Målet er, at naboer til minkfarme får samme beskyttelse i forhold til lugtgener, som naboer til andre typer husdyrbrug. Der udestår derimod et arbejde med at sikre almindelig god drift på alle minkfarme. Udredninger om spørgsmålet i 2013 har påvist en række områder, hvor både praksis på minkfarmene og kommunernes tilsyn kan forbedres, oplyser ministeren.

Vejledning

Ifølge Kirsten Brosbøl har pelserhvrevet selv sat miljø på dagsordenen i forhold til deres egen tilsynskampagne "Tjek på Farmen", og Miljøministeriet vil i år både udarbejde en vejledning, som skal styrke håndhævelsen af reglerne, og ændre pelsdyrbekendtgørelsen/vejledningen:

- Det er hensigten, at disse initiativer i fællesskab i langt højere grad skal kunne sikre en god praksis på minkfarmene, så lugt- og fluegener kan reduceres, siger Kirsten Brosbøl.

Blandt ændringerne i Pelsdyrbekendtgørelsen/vejledningen nævner Kirsten Brosbøl krav om rensning af gyllerenderne. Det er i dag et krav, at der i, under og omkring burene skal renses mindst én gang om ugen. Kravet kan suppleres med et krav om, at også gyllerenderne skal renses, således at der ikke opstår "døde hjørner og kanter", hvor gødningsrester bliver siddende og kan bidrage til opformering af fluer.

Fastsætte krav

Det vurderes i øvrigt sandsynligt, at spildhalm under burene, som indeholder gødningsrester og anvendes til overdækning af gyllebeholderen uden omrøring, kan bidrage til opformeringen af fluer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skal undersøges om, og i givet fald hvordan, der kan fastsættes krav, som forhindrer dette, oplyser ministeren videre.

Det skal også sikres, at regnvand ikke blandes med gødningen.

Miljøstyrelsen vil også kunne præcisere særlige fokusområder i forhold til problemstillinger på minkfarme. Dette er eksempelvis kendt fra kravene til overdækning af gyllebeholdere, hvor det er præciseret, at hvis kommunen ved to tilsyn inden for tre år konstaterer, at overdækningen er mangelfuld, skal kommunen påbyde den ansvarlige for forholdet at etablere fast overdækning.