Under trommehvirvler og i overværelse af mere end 600 mennesker i Rotterdam afslørede Alexander van der Lely den nye robot. 

- Modulopbygningen og specielt udformningen af malkeboksene, hvor koen går lige igennem, gør Astronaut A4 til fremtidens malkesystem, sagde Alexander van der Lely, der er Lelys øverst chef, og fortsatte:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I-flow, som kotrafikken i A4 kaldes, betyder, at der ikke opstår flaskehalse, og at koen har kontakt til resten af besætningen, når den malkes. Ud over at give tryghed for dyrene giver I-flow også færre byggeomkostninger for landmanden. 

- Modulopbygningen betyder, at centralenheden med vakuumpumpe og rengøringssystem kan placeres op til 30 meter fra malkeboksene. Derfor bliver boksene lettere at indpasse både i eksisterende stald og i nybyggerier.

Eksisterende arm forbedres

Mens boksen er fuldstændig nydesignet, bygger Lely videre på robotarmen fra A3. Bortset fra en lille klap i kulfiberskjoldet, der beskytter armens vitale dele, er der ikke visuelle ændringer på armen.

Under afskærmningen er der til gengæld sket ændringer, og disse ændringer har først og fremmest til formål at lette serviceringen af armen. Den lille klap i skjoldet betyder i øvrigt, at de snore, som aftager malkesættet, kan tilpasses, uden at hele skjoldet skal afmonteres.

Koens placering i malkeboksen blev på A3 registeret af et vejesystem under platformen. På Astronaut A4 registreres placering af en sensor over koen, og landmanden har derfor mulighed for at fravælge vejesystem på platformen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Lely kan eksisterende A3 robotter opdateres med nogle af de dele, som kommer på A4, mens andre dele er forbeholdt det nye malkesystem. 

Ny mælkepumpe

I udviklingen af Astronaut A4 har Lely forsøgt at minimere energiforbruget til robotten. Det sker blandt andet ved at erstatte de luftdrevne børstemotorer med små elmotorer. Også robotarmens bevægelse i længderetningen foregår i fremtiden elektrisk frem for med trykluft.

Til den nye robot har Lely udviklet en ny mælkepumpe, som fungerer uden skovlhjul. 

- Pumpen består af en cylinderformet beholder i rustfrit stål, der indvendig er beklædt med en blære af silikone, der skånsomt skubber mælken helt ud i køletanken, uden at mælken beskadiges, forklarer Jan Brøgger Rasmussen, Lely Scandinavia A/S.

Leveres i to varianter

Den nye Astronaut leveres i varianterne Manager og Operator. Manager er topmodellen, og her er det meste udstyr standard. Men begge varianter opbygges efter landmandens ønsker, og robotterne kan derfor opbygges efter både behov og økonomi.