Henrik Kjærholm (tv) og Jens Alexander Lund er nye medejere af Tunetanken, som nu satser mere på eksport og også satser på nye fodersiloer med op til 40 procent hurtigere indblæsning af foder.

Nye ejere hos Tunetanken

Tunetanken fik et pænt resultat i 2011 og fokuserer igen på vækst. Den skal især komme fra nye kunder i Tyskland og fra miljøområdet

dals  28.06.12 | 13:12

Tunetanken, der betegner sig som Danmarks største producent af siloer og tanke i komposit - det vil sige glasfiber - har indledt et ejerskifte og har samtidig lagt en ny markedsstrategi.

To af de ledende medarbejdere hos Tunetanken A/S i Vejen, administrerende direktør Henrik Kjærholm og salgsingeniør Jens Alexander Lund, har overtaget halvdelen af virksomheden fra den hidtidige ejer, og der er lagt en plan for overtagelsen af den resterende del.

Et væsentligt element i den nye markedsstrategi er, at særligt det tyske marked skal opdyrkes mere.

Tunetanken fokuserer på fire markedsområder, nemlig industri, energi, landbrug og spildevand. Det er især på industriområdet, at Tunetanken ser muligheder i Tyskland, hvor glasfibersiloerne matcher et specifikt behov, men Tunetanken forudser også ny vækst inden for spildevand, energi og landbrug i Danmark og på de nordiske markeder, hvor virksomheden i forvejen er aktiv.

Overtagelsen er muliggjort gennem et samarbejde med Vækstfonden, så de to nye ejere har været i stand til at rejse den kapital, der skal til. Dermed er det muligt at gennemføre de udviklingsplaner, som er lagt.

- Det er ingen hemmelighed, at finanskrisen har været hård ved os, men vi kan se en klar bedring nu, og vi kom ud af 2011 med et acceptabelt overskud. Så vi har fået skåret virksomheden til og er klar til fornyet udvikling, siger Henrik Kjærholm.

- Samarbejdet med Vækstfonden har været meget positivt og er for os at se et godt eksempel på erhvervsordninger, som er med til at sikre virksomheder og dermed fortsat produktion i Danmark?, siger han.

Danmark stadig med

I Danmark har Tunetanken i høj grad en profil i landbruget, som de seneste år har udviklet sig til at være et vedligeholdelsesmarked på grund af landbrugets vanskelige investeringsvilkår.

- På nysalgssiden er det færre, men større siloer, det handler om. Hertil kommer tanke til vådfoder, som er blevet mere og mere udbredt i husdyrbrugene, som aftager restprodukter fra fødevareindustrien, oplyser Tunetanken.

- Hos Tunetanken arbejder vi på, at firmaets fodersiloer kan leveres med et HD-indblæsningssystem, hvor større rør og nytænkning i cykloner i øjeblikket testes. De foreløbige tests viser, at indblæsningstiden kan nedsættes med cirka 40 procent. Det giver store besparelsesmuligheder i hele logistikken omkring levering af foder med blæsebiler, lyder det fra Tunetanken. Tunetanken forventer, at HD-siloen med det ny indblæsningssystem vil være at se på Agromek 2012.

Mange går i øjeblikket over til hjemmeblandet foder, der kræver mere af udløbssystemet på fodersiloen. Tunetanken har derfor i øjeblikket stor efterspørgsel på et nyt 70 grader Full Flow-udløb, der kan monteres på ældre Tunetanken-fodersiloer og hermed skaber et meget bedre flow i siloen.

- I Danmark er Tunetanken desuden godkendt til at levere til fødevareindustrien, og det giver et stort potentiale, fordi vi har så mange og markante fødevareproducenter. Men det er også et område med traditioner, som kan sætte begrænsninger. Danmark er historisk set vores primære marked, og vi har en dominerende position inden for landbruget. Men som tingene udvikler sig, er det danske marked ganske enkelt ikke stort nok, så derfor arbejder vi så hårdt på at komme videre ud og også længere ud end til de skandinaviske lande, hvor vi også gennem mange år har haft et godt salg, siger Henrik Kjærholm.

I Danmark forudser Henrik Kjærholm også en betydeligt vækst på spildevandsområdet, fordi de omfattende planer om kloakering i det åbne land nu realiseres med et stort behov for brønde m.v. til følge. I øjeblikket nedlægger kommunerne også mange mindre rensningsanlæg for at lede spildevand ind til større, centrale anlæg. Det giver et behov for større brønde, og her er kompositbrønde både pris- og produktionsmæssigt fordelagtige.

Gerne flere medejere

Det ejerskifte, som er i gang hos Tunetanken, kan betegnes som en management buy out, men Henrik Kjærholm og Jens Alexander Lund mener ikke nødvendigvis, at ejerskab i fremtiden skal være forbeholdt de to.

- Vi vil gerne involvere andre. Det skaber fokus og commitment, når man også har medejerskab. Hvornår og hvordan har vi ikke konkrete planer om. Vi skal også vise, at det, vi gør nu, er den rigtige vej at gå, og det skal Jens og jeg stå på mål for, siger Henrik Kjærholm.

Tunetanken har i øjeblikket 28 medarbejdere, og tre flere er på vej. Henrik Kjærholm peger på, at det er afgørende at kunne fastholde de nuværende medarbejdere:

- Det kræver specialviden at arbejde med komposit. Hver eneste medarbejder i produktionen har været igennem en lang intern uddannelse for at kunne arbejde med produktet. Vi har fokus på vækst, så vi kan fastholde folk. Den viden, der går tabt, når vi i krisetiden har måttet sige farvel til folk, er svær at få tilbage igen, så at fastholde de dygtige medarbejdere er et vigtigt mål, siger han.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.