Det er ikke et nyt ansigt, som snart indtager vicedirektør-stolen i Landbrugsstyrelsen.

45-årige Louise Piester kommer nemlig fra en stilling som enhedschef, hvor hun siden 2015 har arbejdet for at fremme en bæredygtigt udvikling i landbruget. Hun starter allerede som vicedirektør onsdag den 19. juni 2019, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Louise har stort set hele sin karriere arbejdet med landbruget - både som chefkonsulent i det daværende Fødevareministerium og for Fødevareudvalget på Christiansborg. Ifølge Landbrugsstyrelsens direktør Jette Pedersen er det også netop Louises erfaring med både det politiske system og med den dybe faglighed, som gør Louise oplagt som ny vicedirektør.

- Louise kommer med en stærk erfaring fra centralorganisationen. Kombineret med hendes store indsigt i politik og organisationen får vi en vicedirektør, som kan være med til at udvikle Landbrugsstyrelsen og sikre god implementering af de store forandringer, der blandt andet kommer fra EU, siger direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Pedersen.

Louise Piester er uddannet cand.jur fra Københavns Universitet, som hun siden har suppleret med en Mini MBA i ledelse.

I sin nye stilling kommer Louise blandt andet til at arbejde med regulerings- og tilskudsområdet. Hun har derudover ansvaret for udviklingen og implementeringen af EU's landbrugspolitik.

- Jeg ser meget frem til at anvende mit kendskab til Landbrugsstyrelsen og samtidig gøre brug af min erfaring med politiske beslutningsprocesser hjemme og i EU. Lige nu er der nogle store forandringer på vej fra EU med den nye CAP. Her har vi en opgave i at få det til at fungere nemt og enkeltfor landmændene, siger Louise Piester i pressemeddelelsen fra Landbrugsstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Privat er Louise gift og har to børn. Fritiden bruges på egne og familiens sportsaktiviteter og husrenoveringer hjemme i Holte og i Provence.