LandboNord oplyser i en pressemeddelelse, at Allan Madsen på 54 år er ny souschef for strategi- og virksomhedsøkonomi i LandboNord. Allan Madsen kommer fra en stilling i Sparekassen Vendsyssel, hvor han har været souschef i landbrugsafdelingen.

- Allan Madsen har mange års erfaring på området for produktionslandbrug, hvor strategi og virksomhedsøkonomi spiller en central rolle. I LandboNord oplever vi en massiv efterspørgsel på den type rådgivning, som er skræddersyet til den enkelte virksomhed, og her vil Allan Madsen være endnu en værdifuld kapacitet for vores kunder, fortæller Anne-Mette Søndergaard, der er chefkonsulent for strategi- og virksomhedsøkonomi i LandboNord..

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Allan Madsen skal dels være en strategisk sparringspartner for LandboNords kunder, hvor han blandt andet får en rolle som "nye øjne" i gårdråd og gårdbestyrelser, og derudover skal han bruge sin tid på intern ledelse af medarbejderne i den store afdeling, som tæller 25 mand.

- Jeg glæder mig til sparring med vores kunder på områder som strategi og fremtid, hvor rollen som nye øjne passer mig rigtig godt. Jeg kan godt lide LandboNords motto "Rådgivning med Kant", hvor de som kender mig, nok kan bekræfte, at netop det er én af mine spidskompetencer, siger Allan Madsen.

Strategi og virksomhedsøkonomi udvikler til stadighed nye produkter, hvor Allan Madsen også vil komme til at sætte sit aftryk, ligesom nyetableringer, eksterne investorer, investeringer og finansiering vil blive arbejdsområderne.