Naturstyrelsen har modtaget bidrag fra en række forskere til, hvordan man kan omstille landets statsskove til urørte, og hvordan de kan forvaltes fremadrettet. Forskningen vil blive inddraget i Naturstyrelsens videre arbejde. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse. Hvor der også står anbefalinger til, hvordan skoven skal nå derhen.

I rapporten står at læse, "vi anbefaler, at ild i højere grad inddrages som instrument i naturforvaltningen i skov, både i indfasningen af arealer til urørt skov, græsningsområder og anden biodiversitetsskov og i forvaltningen af disse fremover."

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Og forskerne anbefaler altså brug af ild efter svensk forbillede på udvalgte arealer domineret af nåletræer, brug af ild i forbindelse med naturgenopretning af arealer med opvækst og unge plantninger af sitkagran, klitfyr, bjergfyr samt brug af ild til gennem mosaikafbrænding at skabe variation i underskov og spiringsmiljø for hjemmehørende arter af træer og buske.

- Vi glæder os over at kunne dykke ned i forskernes anbefalinger og se, hvordan vi kan benytte dem i vores planer for skove til biodiversitetsformål. Jeg vil gerne rette en stor tak til forskerne for at levere et grundigt materiale, som kan bidrage til at gøre skovene vildere. Vi har nu et arbejde foran os med at tage stilling til, hvordan vi inden for den økonomiske ramme giver biodiversitetsskovene det bedste udgangspunkt for at udvikle sig mere naturligt, siger vicedirektør i Naturstyrelsen, Signe Nepper Larsen.

Forskerne giver i rapporten deres bud på, hvordan der skal ske en hugst i overgangsfasen frem mod den endelige udlægning af biodiversitetsskovene. Buddene er blandt andet, hvordan der skabes mere hydrologi, mere dødt ved i skovene, hvordan invasive plantearter kan bekæmpes, og hvordan græsning med større pattedyr kan indgå i den fremtidige forvaltning.