Sprinter ST tandskærs såmaskinerne fra Horsch, specielt udviklet og målrettet til pløjefri dyrkning, har været på markedet siden 2005. De populære tandskærsmaskiner kommer nu en opdateret version.

En nyudviklet rammeopbygning med større pakkehjul er et af kendetegnende på en ny Sprinter ST såmaskine, der lanceres til salg til efteråret 2015. Sprinter ST i arbejdsbredderne fire og seks meter, har som pakkerhjul både forrest og bagerst, 78 centimeter høje hjul af typen 7.50/16. De bagerste pakkehjul er monteret i et tandemophæng for optimal pakning og tilpasning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprinter ST kan fås i to versioner. Med eller uden gødningsplacering. Gødningsversionen har tilnavnet, PPF (Precise Placement of Fertilizer). Såskærene på Sprinter maskinerne er de klassiske Duet skær fra Horsch, der deler udsæden i to strenge. Hvert Duet skær placerer udsæden i strenge med 12.5 centimeters afstand.

Duet skærene er med indbygget mulighed for placering af gødning, hvor gødningen via en smal skærspids altid placeres i konstant præcis afstand under og imellem udsæden.

Duet skærene, der er monteret på MultiGrip tænderne har et skærtryk/udløsekraft på 285 kg er monteret på tre buller. Tandspors afstanden er 28.6 centimeter på Sprinter 4 ST fordelt på 14 tænder og 27.3 centimeter på Sprinter 6 ST fordelt på 22 tænder. Skærafstanden er tilpasset den nye store dækpakker således, at der pakkes synkront med såskæret i længderetningen. Sprinter tandskærsmaskinerne fra Horsch kendetegnes ved en enkel og overskuelig opbygning med minimale omkostninger til sliddele, ligesom trækkraften er beskeden. Trækkraften for en Sprinter 4 ST ligger i omegnen af 150 hestekræfter.

Såsædsbeholderne er på både Sprinter 4 og 6 ST PPF gødningsversionen på 5000 liter, med opdeling 40/60 eller omvendt til såsæd og gødning. I versioner uden gødning har Sprinter 4 ST en 2800 liter stor beholder og Sprinter 6 ST en såsædsbeholder på 3500 liter. På enkel vis er det endvidere muligt, at montere udstyr til nedfældning og placering flydende ammoniak via Duet skæret på Sprinter maskinerne.