De fleste økonomer var uenige med LandboSyds cheføkonom Jens Schjerning, da han i 2007 forudsagde den økonomiske nedtur, som kom i 2008.

Nu er han atter ude med forudsigelser om en forestående nedtur, selv om flere økonomer hæfter sig ved, at flere nøgletal har vist positive stigninger på det seneste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det er stigninger, der skal ses på baggrund af helt ekstremt lave niveauer. Samtidig har den lille forbedring i økonomien, vi har set, været drevet af massive indsprøjtninger fra regeringerne, mener Jens Schjerning.

Han mener på den baggrund, at en eventuel kommende lavkonjunktur med deraf faldende priser på ejendomme, jord, aktier og en faldende indtjening generelt, vil blive endnu sværere at rette op.

- Vi vil formentlig se, nøjagtig det vi så efter 2008. Mit gæt er dog, at nedturen næste gang ikke bliver så overraskende for folk. Men omvendt er det denne gang ikke muligt at poste så mange lånefinansierede midler ud og skabe en fiktiv vækst. Det er det, der er problemet, siger Jens Schjerning.

Han erkender, at tal er da også taknemmelige, og at det er svært at spå.

- Men jeg 80 procent sikker på, at vi står foran en stor nedtur igen. Blandt økonomer kalder vi det et "double dip", altså to på hinanden følgende recessioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fleste vil sikkert spørge sig, hvad man kan gøre for at krybe i ly, mens stormen raser, og her har økonomen da også nogle råd.

- Jeg tror på, at det er bedst at bevare flexlån, fordi en lavkonjunktur betyder faldende rente – altså endnu lavere rente. Lad derfor være med at købe finansielle produkter som SWAPS, der låser renten fast i en årrække. Har man aktier bør man kigge sin portefølje igennem og begynde at sælge, og har man andre midler, kan man med fordel sætte dem i lange statsobligationer, mener Jens Schjerning.

- Man bør forholde sig defensivt og have fokus på likviditet og rentabilitet.