FarmerTech er en ny landbrugsmesse med specielt fokus på konkret og brugbar viden. Messen har derfor indgået et bredt samarbejde med Seges, for sammen med de mange udstillere at sikre et højt kvalitetsniveau.

Viden på tværs

FarmerTech vil blive afholdt i de vintre, hvor der er ikke er Agromek, og når landmænd møder op på messen vil de få konkret og ny viden om klovbeskæring, ægskylning, genteknologi og andet, de kan bruge i dagligdagen. Det slår arrangørerne fast efter Seges har besluttet at indgå i et samarbejde med FarmerTech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seges direktør, Jan Mousing er meget glad for samarbejdet.

- FarmerTech er en fortrinlig mulighed for os i Seges-regi at formidle viden til landmanden og erhvervet. FarmerTech giver os mulighed for at komme bredt ud, så både landmænd, producenter, rådgivere med flere får gavn af vores viden og ydelser. Det gælder på tværs af vores forretningsområder fra marken til husdyrene og landbrugets økonomi samt finansiering.

Ny viden til alle

I løbet af de to dage, FarmerTech står på, lover arrangørerne, at vil der være rig mulighed at blive inspireret og få ny viden. Det er nemlig en topprioritet for folkene bag messen, at der er aktiviteter for alle deltagere og at alle får konkret viden med hjem.

- Seges er landbrugets største videnbank, og de kan sikre at vores aktiviteter får et højt niveau på tværs af alle faggrene. Det er vigtigt for os at give folk brugbar viden med hjem. Derfor vil aktiviteterne være meget "hands on" og have fokus på konkrete emner inden for både husdyrbrug, korn og foderstof, energi, økonomi og så videre, siger Allan Pedersen, direktør for FarmerTech.

Ny messe

FarmerTech er en helt ny messe, der ifølge arrangørerne er blevet skabt på baggrund af opfordringer fra landmænd og agroindustrielle virksomheder. Derfor er Landbrug & Fødevarer og Dansk Agroindustri gået sammen om at etablere en ny messe. Messen har til formål at skabe en platform, hvor det er muligt for forskellige interessenter i dansk landbrug at skabe en kobling mellem produkter, viden og faglighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FarmerTech holdes i MCH Messecenter Herning den 19.-20. januar 2016.