I over ti år har landmændene ikke måttet dyrke deres jord som normalt i forbindelse med en naturgenopretning, som Aalborg Kommune vil have gang i på landmændenes arealer, skriver TV2 Nord.

I forbindelse med et naturprojekt, der blandt andet indebærer udsætning af elge, begyndte Aalborg Kommune for et år siden at grave med maskiner på privat jord i vildmosen. Ifølge kommunen er der en færdig aftale med lodsejerne. Det mener lodsejerne ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

28 lodsejere er utilfredse med, at kommunen er ved at bygge en dæmning, der snart oversvømmer deres jorder.

For et par uger siden, gik kommunernes gravemaskiner i gang igen, hvilket fik lodsejernes talsmand, Preben Clausen, til at bede entreprenørerne om at stoppe arbejdet, fordi det foregik på privat grund.

Politiet blev tilkaldt af kommunens folk. Det blev ifølge lodsejernes talsmand, dræningsmester Preben Clausen, til en meget direkte konfrontation, skriver TV2 Nord.

- Jeg blev truet med at blive tilbageholdt i seks timer. De sagde de ville anholde mig. Det havde jeg ikke lyst til, så jeg flyttede mig selvfølgelig. Jeg tror det er taktik. Kommunen tager jo gerne et juridisk slagsmål, og så kan det hele tage årevis.

- Vi synes til gengæld, at handlingen er ulovlig og bør stoppes nu. Og så burde man i et retssamfund få en dommer ind over. En dommerkendelse kan skaffes på 48 timer, og så vidste alle, at det var gået korrekt til. Det må da være rart for alle parter, også kommunen, siger Preben Clausen til TV2 Nord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommerkendelse

Lodsejernes advokat, Andreas Karoff, efterlyser også en dommerkendelse.

- Jeg kan ikke forstå at politiet ikke vil have foretaget en vurdering af, om borgeren har ret eller ej overfor kommunen. Hvis man havde dommerens ord for det, så var der ikke så meget at komme efter, siger Andreas Karoff til Tv2 Nord.

Han mener desuden, at Aalborg Kommune anvender magtbeføjelser på en uhørt måde

Aalborg Kommune er ikke i tvivl om, at den handler korrekt og med lovhjemmel.

- Når lodsejernes advokat anbefaler en dommerkendelse, så er vi noget undrende. Vores opfattelse af den her sag er, at der ikke er behov for en dommerkendelse. Vi har en hjemmel til at arbejde derude, siger Kirtsne Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning, til TV2 Nord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For nylig har lodsejerne og deres advokat indgivet en klage over politiet til statsadvokaten, fordi politiet ikke vil hjælpe dem med at håndhæve den private ejendomsret.