Løwener A/S introducerer nu en ny teleskoplæsser fra Kubota i kompaktklassen. Maskinen er udviklet med fokus på miljø og ergonomi samt kompakt og praktisk opbygning.

Kubota KTH4815, som er navnet på den nye model, er - ifølge Løwener - en teleskoplæsser "med helt unikke egenskaber, ikke mindst en løfteevne, der overstiger dét, andre maskiner i klassen kan præstere," skriver de i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KTH4815 vejer 2.950 kg og måler under to meter i både højden og bredden. Ikke desto mindre løfter den op til 1,4 ton i en højde på 4,8 meter.

Multifunktionel brug

Maskinen er multifunktionel og velegnet til opgaver inden for blandt andet anlægsbranchen.

Maskinen er udstyret med hydrostatdrev og højkapacitetspumpe til sikkerhed for maksimal trækkraft. Dette i kombination med de ekstra kraftige otte ton aksler og det permanente firehjulstræk skal sikre god stabilitet og kapacitet til håndtering af tunge læs.

I standardversion er KTH4815 firehjulsstyret med henblik på præcisionsmanøvrering under trange pladsforhold. Alt efter behov kan den som option leveres med funktioner til tohjulsstyring og krabbestyring, hvor førstnævnte er ideel til kørsel over længere distancer og sidstnævnte understøtter en præcis manøvrering, blandt andet når der køres tæt op til mure og lign.

Enkel vedligeholdelse

Den kompakte teleskoplæsser er udstyret med den originale Kubota motor, der er populær og kendt for at være driftssikker. Kabinen er forholdsvis stor i forhold til maskinstørrelsen og komfortabel med 360 graders udsyn, sæde i luksusklassen, effektivt varme- og ventilationsanlæg, enhåndsbetjent multifunktions joystik samt enkelt touchpanel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KTH4815 er tillige yderst enkel i daglig vedligeholdelse, idet motorhjelmen kan åbnes helt op for let adgang til alle vigtige komponenter, herunder køler, luftfilter og batteri.

CAN bus systemet i maskinen gør fejlsøgning meget enkel. Systemet forenkler endvidere montering og brug af ekstraudstyr, der tæller en bred vifte af muligheder til stort set alle tænkelige opgaver.

Kubota teleskoplæsseren kan opleves på Løweners stand under årets Agromek i Herning.