Det kommer ikke bag på nogen, at udviklingen inden for landbrugsmaskiner skyder frem med raketfart, og det stiller ikke bare store krav til landmanden, som skal sætte sig ind i den nye teknologi - det sætter i lige så høj grad store krav til landbrugsmaskinmekanikerne, som skal servicere de nye landbrugsmaskiner i branchen.

På Erhvervsskolerne i Aars bliver de danske landbrugsmaskinmekanikere uddannet, og her gør man meget ud af at følge med udviklingen i landbruget:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi gør alt hvad vi kan for at følge udviklingen inden for branchen, ellers kan vi ikke sikre, at de nyuddannet mekanikere er opdateret på maskinerne, fortæller Ulf Givskov Bender, uddannelseschef for blandt andet landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen.

Den nyeste investering på skolen er derfor en John Deere 6140R traktor med den lidt specielle transmission: DirectDrive.

Transmissionen er en dobbeltkobling-transmission, hvor princippet også er kendt fra bilernes verden hos VW og Audi i deres DSG og Tiptronic-transmissioner.

Forståelse og fejlsøgning

Traktoren er placeret i et af de værksteder, som blandt andet bruges til svendeprøven på uddannelsen. Eleverne møder her traktoren på den sidste og andensidste skoleperiode, hvor der blandt andet skal fejlsøges på traktoren.

- Hele uddannelsen er bygget op, så der lige så stille opbygges en forståelse for de enkelte komponenter på en traktor: motordelen, el-delen, hydraulik-delen og det hele mikses sammen, når eleverne skal ud og forstå opbygningen af alle de forskellige dele på en virkelig traktor, som de også møder i virkeligheden, fortæller Karsten G. Poulsen, som er en af de mange faglærere på uddannelsen. Ligesom resten af faglærerne, så er Karsten også uddannet landbrugsmaskinmekaniker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Direct Drive transmissionen fra John Deere er ret unik på markedet, da det er en fuldautomatisk elektrisk gearkasse, hvor skifteautomatikkerne hundred procent styres af el, og ikke elhydraulisk, som på så mange andre powershift-transmissioner.

Maskinbladets PowerGear testede i foråret 2014 den spændende transmission fra John Deere, og ved at klikke på linket HER, kan du fordybe dig i John Deeres Direct Drive transmission.

Traktoren er leveret af Herborg Smede og Maskinforretning, og traktoren havde kun kørt 126 timer, da Erhvervsskolerne Aars fik den leveret. Nu er hjulene afmonteret, og traktoren er klodset op på bukke i værkstedet, hvor den kan se frem til mange år som skoletraktor.