Maskinbladet, Sima, Paris - De fem nye afskubbervogne fra Jeantil rummer fra 29 og til 46 kubikmeter, og læssekapaciteten ligger i intervallet 15 - 20,5 ton. Monteres vognene med 300 millimeter høje græssider, øges rumfanget til 34 - 54 kubikmeter. De tre mindste modeller er med bogie, mens de to største modeller har en undervogn med tre aksler.

Vognene har som standard hydraulisk affjedret træk, mens affjedringen af hjulakslerne enten kan være hydraulisk eller med fjedre. Vælges der en hydraulisk affjedret undervogn, er der mulighed for at løfte forreste aksel under transport med tom trailer, eller for at lægge ekstra vægt over på traktoren i marken.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Bagerste aksle på bogievognene kan enten være tvangsstyret eller medstyrende, og med mulighed for at låse styretøjet når der bakkes. På de treakslede vogne er der styretøj på både forreste og bagerste aksel.

Stål og aluminium

Vognbunden er udført i Hardox 450 stål, mens siderne er af aluminiumsprofiler, som har en glat inderside. Uden græssider og med standarddæk er den mindste model 3,47 meter høj, mens de større modeller måler knapt fire meter i højden.

Under første del af aflæsningen skubbes forsmækken og den forreste halvdel af vognbunden bagud. Det resterende læsses af ved at forsmækken skubbes helt tilbage. Det hele klares af en dobbeltvirkende hydraulikcylinder.

Jeantil fremhæver vognens gode stabilitet og lave tyngdepunkt under aflæsningen. Vognen er fuldstændig tæt, og kan derfor anvende til transport af alle typer afgrøder.