I en ny, norsk-dansk videnskabelig undersøgelse af alle norske tilfælde af husdyr-MRSA hos både mennesker og dyr frem til 2014 har forskere fra Statens Serum Institut været medvirkende til at påvise at mennesker kan spille en væsentlig rolle i introduktion og spredning af husdyr-MRSA. Forskningsresultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Clinical Infectious Diseases. Det skriver Statens Seruminstitut.

Norge har historisk set haft ingen eller meget lav forekomst af husdyr-MRSA hos svin og er det eneste land, der har valgt at implementere en "search and destroy"-politik på området for at forhindre etablering af husdyr-MRSA i den norske svineproduktion og hos befolkningen. Norge har desuden en meget stram indførselspolitik af levende grise med kun en enkelt import siden 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sammensætningen og omfanget af disse data er unikke,

Marc Stegger, Seniorforsker fra Statens Serum Institut.

Introduktion af husdyr-MRSA

Det nye studie er baseret på en kombination af bakterielle og epidemiologiske data fra alle fund af husdyr-MRSA i norske svinebesætninger og fra alle personer, der har fået påvist husdyr-MRSA mellem 2008 og 2014. Analyserne viser, at introduktionen af husdyr-MRSA ind i norske svinebesætninger med stor sandsynlighed er sket via mennesker som arbejder med svin og at flytning af dyr (handel) er hovedkilden til den videre spredning af husdyr-MRSA. Påvisningen af at menneskerne som denne smittevej er vigtig for at kunne forhindre fremtidig MRSA-introduktion til Norge.

- Hvor tidligere metoder ikke har kunne skelne mellem husdyr-MRSA, kan man ved kortlægning af bakteriens arvemasse - også kaldet helgenom sekventering, inddele disse bakterier i grupper. Det gør, at vi har kunnet udrede forskellige introduktioner af husdyr- MRSA og deres smitteveje i Norge, fortæller Afsnitsleder Paal Skytt Andersen fra Statens Serum Institut.

Smittevejene i udbruddene viste sig primært at være via flytning af dyr, men dette studie viste også at smitten i enkelte tilfælde var overført via transportkøretøjer og mennesker.

Succesfuldt saneringsprogram

Overvågningen af MRSA i den norske veterinærsektor inkluderer nationale overvågningsprogrammer og kontaktopsporing og sanering ved fund. Ved påvisning af husdyr-MRSA slagtes alle dyr i besætningen og staldene gennemgår omfattende vask og desinfektion før nye dyr indsættes. Studiet viser, at Norge har haft stor held med deres eradikationsprogram på dyresiden. Det viser sig således, at alle husdyr-MRSA isolater fra norske gårde frem til 2014 kun tilhører 3 udbrud, som det er lykkedes de norske myndigheder at kontrollere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Husdyr-MRSA hos befolkningen

Analyserne af de norske data viser også, at der ikke er sket smitte fra de berørte gårde og ud i samfundet til den øvrige befolkning. Personer med husdyr-MRSA, magen til dem fra de 3 udbrud havde alle direkte eller indirekte kontakt til grise, i modsætning personer uden relation til de berørte gårde, som alle havde MRSA bakterier af andre undertyper.

- Sammensætningen og omfanget af disse data er unikke, forklarer Seniorforsker Marc Stegger fra Statens Serum Institut.

- Denne One-Health analyse i et land med meget lav forekomst af både MRSA generelt, og især husdyr-MRSA, giver os en fantastisk mulighed for undersøge introduktionen og spredningen af disse bakterier. Studiet viser desuden, at der i normalbefolkningen i Norge også findes husdyr-MRSA, men som altså ikke er relateret til de varianter, som er fundet på de norske gårde. Trods nordmændenes hidtidige succes, viser dette, hvor svært det kan være at holde et land fri for husdyr-MRSA og sikre sig mod fremtidige introduktioner til svineproduktionen.